GeezerVisonThe World Wide Web, restored to 800 pixels of glory. | |||||||||||||||
| Home|About|Gaming cabinet|Archives|How it works|Starter sites | |||||||||||||||
GeezerVison is showing ibsen.uio.no (truncated) — Henrik Ibsens skrifter: Skuespill Du er her:
En folkefiende
En folkefiende
grunntekst, 1. utg.
1882
Henrik Ibsens skrifter
Diplomatarisk tekstarkiv
Kollasjonering og koding
Inger Marie Kjølstadmyr, Ellen Nessheim Wiger, Mette Witting
EN FOLKEFIENDE.
Skuespil i fem akter
AF
HENRIK IBSEN.
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]KØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
GRÆBES BOGTRYKKERI.
1882.
EN FOLKEFIENDE.
PERSONERNE:
Doktor Tomas Stockmann, badelæge.
Fru Stockmann, hans hustru.
Petra, deres datter, lærerinde.
Ejlif Morten deres sønner, 13 og 10 år gamle. Peter Stockmann, doktorens ældre bror, byfogd og politi‐
mester, formand i badebestyrelsen o. s. v. Morten Kiil, garvermester, fru Stockmanns plejefar.
Hovstad, redaktør af «Folkebudet».
Billing, medarbejder i bladet.
Skibskaptejn Horster.
Bogtrykker Aslaksen.
Deltagere i et borgermøde, mænd af alle stænder, nogle
kvinder og en flok skolegutter.
(Handlingen foregår i en kystby i det sydlige Norge.)
FØRSTE AKT.
(Aften i doktorens dagligstue, der er tarveligt men net udstyret
og møbleret. På sidevæggen til højre er to døre, hvoraf den fjer‐ neste fører ud til forstuen og den nærmeste ind til doktorens ar‐ bejdsværelse. På den modsatte væg, lige over for døren til for‐ stuen, er en dør til familjens øvrige værelser. Midt på samme væg står kakkelovnen, og nærmere mod forgrunden en sofa med spejl over og foran sofaen et ovalt bord med tæppe. På bordet en tændt lampe med skærm. I baggrunden en åben dør til spise‐ stuen. Dækket aftensbord med lampe på derinde.) (Billing sidder inde ved spisebordet med en serviet under
hagen. Fru Stockmann står ved bordet og rækker ham et fad med et stort stykke oksesteg. De øvrige pladse om bordet er for‐ ladte, bordtøjet i uorden, som efter et endt måltid.)
Fru Stockmann.
Ja, når De kommer en time for sent, herr
Billing, så får De ta’ tiltakke med kold mad.
Billing
(spisende). Det smager aldeles fortræffeligt, – ganske
udmærket.
Fru Stockmann.
De ved jo, hvor nøje Stockmann holder på
sin bestemte spisetid –
Henrik Ibsen: En folkefiende.
1
s. 2
Billing.
Det gør mig slet ingen ting. Jeg synes
næsten det smager bedst, når jeg kan sidde og spise sådan ganske alene og uforstyrret.
Fru Stockmann.
Ja-ja, når det bare smager Dem, så –
(lytter mod forstuen). Der kommer visst Hovstad også.
Billing.
Kanske det.
(Byfogd Stockmann i overfrakke med uniformshue og stok
kommer ind.)
Byfogden.
Ærbødigst godaften, svigerinde.
Fru Stockmann
(går ind i dagligstuen). Nej se, godaften; er det Dem? Det var da
snildt De vilde se op til os.
Byfogden.
Jeg gik just forbi og så – (med et blik mod spise‐
stuen). Å [HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av førstetrykket.] , men De har nok selskab, lader det til.
Fru Stockmann
(lidt forlegen). Nej aldeles ikke; det er rent tilfældigt.
(hurtigt.) Vil De ikke gå ind og ta’ en bid med?
Byfogden.
Jeg! Nej, mange tak. Gud bevare mig;
s. 3
varm mad om aftenen; det er ikke for min for‐ døjelse.
Fru Stockmann.
Å men for én gangs skyld –.
Byfogden.
Nej nej, gud velsigne Dem; jeg holder mig
til mit thevand og mit smørrebrød. Det er dog sundere i længden, – og også lidt mere økono‐ misk.
Fru Stockmann
(smiler). De må nu ikke tro, at Tomas og jeg er
nogen rene ødelande heller.
Byfogden.
Ikke De, svigerinde; det være langt fra mig.
(peger mod doktorens arbejdsværelse.) Er han kanske ikke hjemme?
Fru Stockmann.
Nej, han er gåt en liden tur efter maden,
– han og gutterne.
Byfogden.
Mon tro, det kan være sundt? (lytter.) Der
kommer han nok.
Fru Stockmann.
Nej, det er nok ikke ham. (det banker.) Vær
så god! (Redaktør Hovstad kommer fra forstuen.)
1*
s. 4
Fru Stockmann.
Å, er det herr Hovstad, som –?
Hovstad.
Ja, De får undskylde; men jeg blev opholdt
nede i trykkeriet. Godaften, herr byfogd.
Byfogden
(hilser lidt stivt). Herr redaktør. Kommer formodentlig i for‐
retninger?
Hovstad.
Tildels. Der er noget, som skulde ind i
bladet.
Byfogden.
Kan tænke mig det. Min bror skal være
en særdeles frugtbar forfatter i «Folkebudet», hører jeg.
Hovstad.
Ja, han tillader sig at skrive i «Folkebudet»,
når han har et sandhedens ord at sige om et og andet.
Fru Stockmann
(til Hovstad). Men vil De ikke –?
(peger mod spisestuen.)
Byfogden.
Bevares vel; jeg fortænker ham sletikke i,
at han skriver for den læsekreds, hvor han tør vente at finde mest anklang. For øvrigt har jo s. 5
jeg personlig ingen grund til at nære nogen uvilje imod Deres blad, herr Hovstad.
Hovstad.
Nej, det synes jeg også.
Byfogden.
I det hele taget råder der en smuk fordrage‐
lighedens ånd i vor by; – en rigtig god borger‐ ånd. Og det kommer deraf, at vi har et stort fælles anliggende at samle os om, – et anlig‐ gende, som i lige høj grad vedkommer alle ret‐ sindige medborgere –
Hovstad.
Badeanstalten, ja.
Byfogden.
Netop. Vi har vor store, nye, prægtige
badeanstalt. Pas på! Badet blir byens fornemste livsbetingelse, herr Hovstad. Utvivlsomt!
Fru Stockmann.
Det samme siger Tomas også.
Byfogden.
Hvilket ganske overordentligt opsving har
ikke stedet taget bare i disse par år! Her er kommet penge imellem folk; liv og rørelse. Byg‐ ninger og grundejendomme stiger i værdi med hver dag. s. 6
Hovstad.
Og arbejdsløsheden tar af.
Byfogden.
Også det, ja. Fattigbyrden er bleven i en
glædelig grad formindsket for de besiddende klasser og vil bli’ det endnu mere, hvis vi blot dette år må få en rigtig god sommer; – rigtig talrigt besøg af fremmede, – brav mange syge, som kan bringe anstalten i ry.
Hovstad.
Og det er der jo udsigt til, hører jeg.
Byfogden.
Det tegner meget lovende. Hver dag ind‐
løber der forespørgsler om boliger og sådant noget.
Hovstad.
Nå, da kommer jo doktorens opsats netop
tilpas.
Byfogden.
Har han nu skrevet noget igen?
Hovstad.
Dette her er noget, han skrev ivinter; en
anbefaling for badet, en fremstilling af de gun‐ stige sundhedsforholde her hos os. Men dengang lod jeg opsatsen ligge. s. 7
Byfogden.
Aha, der var formodentlig en eller anden
hage ved den?
Hovstad.
Nej, ikke det; men jeg syntes, det var bedre
at bie til nu udover våren; for nu begynder jo folk at ruste sig og tænke på sommerophold –
Byfogden.
Meget rigtigt; overmåde rigtigt, herr Hovstad.
Fru Stockmann.
Ja, Tomas er såmænd utrættelig, når det gælder
badet.
Byfogden.
Nå, han står jo også i badets tjeneste.
Hovstad.
Ja, og så er det jo også ham, som har
skabt det fra først af.
Byfogden.
Er det ham? Ja så? Ja, jeg hører jo under‐
tiden, at visse folk er af den mening. Men jeg trode dog rigtignok, at jeg også havde en be‐ skeden andel i dette foretagende.
Fru Stockmann.
Ja, det siger Tomas altid.
s. 8
Hovstad.
Ja, hvem nægter det, herr byfogd? De har
sat sagen i gang og ført den ud i det praktiske liv; det ved vi jo alle. Men jeg mente bare, at idéen kom fra først af fra doktoren.
Byfogden.
Ja, idéer har visselig min bror havt nok af
i sin tid – desværre. Men når noget skal sættes iværk, så spørges der om andre slags mænd, herr Hovstad. Og jeg trode rigtignok, at man allermindst her i huset –
Fru Stockmann.
Men, kære svoger –
Hovstad.
Hvor kan dog byfogden –
Fru Stockmann.
Gå så ind og få Dem noget tillivs, herr
Hovstad; så kommer visst min mand imens.
Hovstad.
Tak; en liden bid kanske.
(han går ind i spisestuen.)
Byfogden
(noget dæmpet). Det er mærkeligt med de folk, som stammer
direkte fra bønder; aldrig kan de lægge takt‐ løsheden af. s. 9
Fru Stockmann.
Men hvad er nu det værd at bry sig om?
Kan ikke De og Tomas dele æren som brødre?
Byfogden.
Jo, det skulde jo synes så; men det er nok
ikke alle og enhver, som nøjes med at dele, lader det til.
Fru Stockmann.
Snak om en ting! De og Tomas kommer
jo så udmærket ud af det med hinanden. (lytter.) Der tror jeg vi har ham. (hun går hen og åbner døren til forstuen.)
Doktor Stockmann
(ler og støjer derude). Se, her får du en gæst til, Katrine. Er ikke
det morsomt; hvad? Vær så god, kaptejn Horster; hæng frakken der på knaggen. Nå så, De går ikke med overfrakke, De? Tænk, du, Katrine, jeg fanged ham på gaden; han vilde næsten ikke gå op med.
Kaptejn Horster
(kommer indenfor og hilser på fruen).
Doktor Stockmann
(i døren). Ind med jer, gutter. Nu er de skrubsultne
igen, du! Kom her, kaptejn Horster; nu skal De få smage en oksesteg – (han driver Horster ind i spisestuen. Ejlif og Morten går også derind.) s. 10
Fru Stockmann.
Men, Tomas, ser du da ikke –?
Doktor Stockmann
(vender sig i døren). Å, er det dig, Peter! (går hen og rækker ham hånden.)
Nej, det var da inderlig morsomt.
Byfogden.
Jeg må desværre gå om et øjeblik –
Doktor Stockmann.
Sniksnak; nu kommer snart toddyen på
bordet. Du glemmer vel ikke toddyen, Katrine?
Fru Stockmann.
Nej visst; vandet står og koger.
(hun går ind i spisestuen.)
Byfogden.
Toddy også –!
Doktor Stockmann.
Ja, slå dig bare ned, så skal vi ha’ det
hyggeligt.
Byfogden.
Tak; jeg deltager aldrig i toddygilder.
Doktor Stockmann.
Men dette her er da ikke noget gilde.
s. 11
Byfogden.
Jeg synes dog – (ser mod spisestuen). Det er
mærkværdigt, at de kan sætte al den mad tillivs.
Doktor Stockmann
(gnider hænderne). Ja, er det ikke velsignet at se unge men‐
nesker spise? Altid madlyst, du! Det er som det skal være. Mad må der til! Kræfter! Det er de folk, som skal rode op i det gærende frem‐ tids-stof, Peter.
Byfogden.
Tør jeg spørge, hvad her skulde være at
«rode op i», som du udtrykker dig?
Doktor Stockmann.
Ja, det får du spørge ungdommen om –
når tiden kommer. Vi ser det naturligvis ikke. Selvfølgelig. Slige to gamle stødere, som du og jeg –
Byfogden.
Nå nå da! Det er dog en højst påfaldende
benævnelse –
Doktor Stockmann.
Ja, du må ikke ta’ det så nøje med mig,
Peter. For jeg er så inderlig glad og fornøjet, skal jeg sige dig. Jeg føler mig så ubeskrivelig lykkelig midt i alt dette spirende, sprættende liv. Det er dog en herlig tid vi lever i! Det s. 12
er som om en hel ny verden var i opkomst om‐ kring en.
Byfogden.
Finder du virkelig det?
Doktor Stockmann.
Ja, du kan naturligvis ikke se det så godt
som jeg. Du har jo alle dine dage levet med i dette her; og så sløves indtrykket. Men jeg, som måtte sidde der nordpå i min afkrog i alle disse mange år, næsten aldrig se et fremmed menneske, som havde et vækkende ord at sige mig, – på mig virker det, som om jeg var flyttet midt ind i en mylrende verdensby –
Byfogden.
Hm; verdensby –
Doktor Stockmann.
Ja, jeg ved jo nok, at forholdene er små i
sammenligning med mange andre steder. Men her er liv, – forjættelser, en utallighed af ting at virke for og stride for; og det er hovedsagen. (råber.) Katrine, har ikke postbudet været her?
Fru Stockmann
(i spisestuen). Nej, her har ingen været.
Doktor Stockmann.
Og så det gode udkomme, Peter! Det er
s. 13
noget, en lærer at sætte pris på, når man, som vi, har levet på sulteforing –
Byfogden.
Gud bevares –
Doktor Stockmann.
Å jo, du kan vel tænke dig, at det var trangt
for os mangen gang deroppe. Og nu at kunne leve som en herremand! Idag, for exempel, havde vi oksesteg til middag; ja, vi har havt af den til aftens også. Vil du ikke smage på et stykke? Eller skal jeg ikke vise dig den ialfald? Kom her –
Byfogden.
Nej, nej, på ingen måde –
Doktor Stockmann.
Nå, så kom her da. Ser du, vi har fåt
bordtæppe?
Byfogden.
Ja, jeg har bemærket det.
Doktor Stockmann.
Og så har vi fåt lampeskærm. Ser du? Alt
det har Katrine sparet sammen. Og det gør stuen så hyggelig. Synes du ikke det? Stil dig bare her; – nej, nej, nej; ikke så. Så, ja! Ser du; når lyset falder sådan samlet ned –. Jeg finder virkelig, at det ser elegant ud. Hvad? s. 14
Byfogden.
Ja, når man kan tillade sig den slags luxus –
Doktor Stockmann.
Å jo, nu kan jeg nok tillade mig det. Ka‐
trine siger, at jeg tjener næsten lige så meget, som vi bruger.
Byfogden.
Næsten, ja –!
Doktor Stockmann.
Men en videnskabsmand bør dog leve en
smule fornemt. Jeg er viss på, at en almindelig amtmand bruger meget mere om året end jeg.
Byfogden.
Ja, det tror jeg nok! En amtmand, en over‐
øvrighedsperson –
Doktor Stockmann.
Nå så en simpel grosserer da! En slig en
bruger mange gange så meget –
Byfogden.
Ja, det ligger nu i forholdene.
Doktor Stockmann.
For resten øder jeg sandelig ikke noget til
unytte, Peter. Men jeg synes da ikke jeg kan nægte mig den hjertens glæde at se mennesker hos mig. Jeg trænger til det, ser du. Jeg, som s. 15
har siddet så længe udestængt, – for mig er det en livsfornødenhed at være sammen med unge, kække, frejdige mennesker, frisindede mennesker, virkelystne –; og det er de, alle de, som sidder og spiser så godt derinde. Jeg vilde ønske, du kendte lidt til Hovstad –
Byfogden.
Ja Hovstad, det er sandt, han fortalte mig,
at nu vil han trykke en opsats af dig igen.
Doktor Stockmann.
En opsats af mig?
Byfogden.
Ja, om badet. En opsats, som du havde
forfattet ivinter.
Doktor Stockmann.
Å den, ja! – Nej, men den vil jeg ikke
ha’ ind nu for det første.
Byfogden.
Ikke det? Da finder jeg dog, at det netop
nu vilde være den belejligste tid.
Doktor Stockmann.
Ja, det kan du ha’ ret i; under almindelige
forholde – (går henover gulvet.) s. 16
Byfogden
(ser efter ham). Hvad ualmindeligt skulde der da være ved
forholdene nu?
Doktor Stockmann
(standser). Ja, Peter, det kan jeg minsæl ikke sige dig
for øjeblikket; ialfald ikke iaften. Der kan være mangt og meget ualmindeligt ved forholdene; eller også kanske slet ingenting. Det kan gerne være, at det bare er en indbildning.
Byfogden.
Jeg må tilstå, dette klinger højst gådefuldt.
Er der noget påfærde? Noget, som jeg skal holdes udenfor? Jeg skulde dog formene, at jeg, som badebestyrelsens formand –
Doktor Stockmann.
Og jeg skulde formene, at jeg –; nå, lad
os ikke ryge i håret på hinanden, Peter.
Byfogden.
Gud bevares vel; det er ikke min vane at
ryge i håret, som du siger. Men jeg må på det bestemteste forlange, at alle foranstaltninger træffes og afgøres på forretningsmæssig vej og gennem de dertil lovlig indsatte myndigheder. Jeg kan ikke tillade, at der betrædes krogveje og bagveje. s. 17
Doktor Stockmann.
Bruger jeg nogensinde at gå krogveje og
bagveje!
Byfogden.
Du har en indgroet tilbøjelighed til at gå
dine egne veje ialfald. Og det er i et vel ordnet samfund omtrent ligeså utilstedeligt. Den enkelte får sandelig finde sig i at indordne sig under det hele, eller, rettere sagt, under de myndigheder, som har at våge over det heles vel.
Doktor Stockmann.
Kan gerne være. Men hvad pokker kommer
det mig ved?
Byfogden.
Jo, for det er dette, min gode Tomas, som
du aldrig synes at ville lære. Men pas på; du kommer nok engang til at bøde for det, – sent eller tidligt. Nu har jeg sagt dig det. Farvel.
Doktor Stockmann.
Men er du da bindegal? Du er rent på
vildspor –
Byfogden.
Det plejer jeg dog ikke. Forøvrigt må jeg
frabede mig – (hilser ind i spisestuen). Farvel, sviger‐ inde. Farvel, mine herrer. (han går.)
Henrik Ibsen: En folkefiende.
2
s. 18
Fru Stockmann
(kommer ind i dagligstuen). Gik han?
Doktor Stockmann.
Ja, du, og det i fuld arrigskab.
Fru Stockmann.
Men, kære Tomas, hvad har du da nu gjort
ham igen?
Doktor Stockmann.
Ingen verdens ting. Han kan da ikke for‐
lange, at jeg skal gøre ham regnskab, før tiden kommer.
Fru Stockmann.
Hvad skulde du gøre ham regnskab for?
Doktor Stockmann.
Hm; lad mig om det, Katrine. – Det er
da besynderligt, at ikke postbudet kommer. (Hovstad, Billing og Horster har rejst sig fra spisebordet
og kommer ind i dagligstuen. Ejlif og Morten kommer lidt efter.)
Billing
(strækker armene). Ah, efter et sligt måltid føler man sig, gud
døde mig, som et nyt menneske.
Hovstad.
Byfogden var nok ikke i det lyse hjørne
ikveld. s. 19
Doktor Stockmann.
Det kommer fra maven; han har en dårlig
fordøjelse.
Hovstad.
Det var nok især os i «Folkebudet», han
ikke kunde fordøje.
Fru Stockmann.
De kom da tålelig godt ud af det med ham,
synes jeg.
Hovstad.
Å ja; men det er nu ikke andet end en
slags våbenstilstand.
Billing.
Der er det! Det ord udtømmer situationen.
Doktor Stockmann.
Vi må huske på, at Peter er en enslig mand,
stakker. Han har ikke noget hjem, hvor han kan hygge sig; bare forretninger, forretninger. Og så alt det fordømte tynde thevand, som han går og tyller i sig. Nå, så sæt dog stole til bordet, gutter! Katrine, får vi så ikke toddyen ind?
Fru Stockmann,
(som går mod spisestuen). Nu kommer jeg med den.
Doktor Stockmann.
Og sæt Dem så her i sofaen hos mig, kap‐
2*
s. 20
tejn Horster. En sjelden gæst, som De –. Vær så god; ta’ plads, mine venner. (Herrerne sætter sig om bordet. Fru Stockmann bringer et bræt,
hvorpå kogemaskine, glasse, karafler og øvrigt tilbehør.)
Fru Stockmann.
Se så; her er arrak, og dette her er rum;
og her står kognak. Nu får enhver hjælpe sig selv.
Doktor Stockmann
(tar et glas). Jo det skal vi nok. (mens toddyen blandes.) Og
så cigarerne frem. Ejlif, du ved visst, hvor kassen står. Og du, Morten, kan ta’ min pibe. (gutterne går ind i værelset til højre.) Jeg har en mis‐ tanke om, at Ejlif kniber en cigar en gang imellem; men jeg lader som ingenting. (råber.) Og så min kalot, Morten! Katrine, kan ikke du sige ham, hvor jeg har lagt den. Nå, han har den jo! (gutterne bringer det forlangte.) Vær så god, mine venner. Jeg holder mig til piben, ved I; denne her har gjort mangen uvejrs-tur sammen med mig deroppe i Nordland. (klinker.) Skål! Ah, det er rigtignok noget bedre at sidde her trygt og lunt.
Fru Stockmann
(som sidder og strikker). Skal De snart sejle, kaptejn Horster?
Horster.
I næste uge tænker jeg at bli’ færdig.
s. 21
Fru Stockmann.
Og så går De jo til Amerika?
Horster.
Ja, det er meningen.
Billing.
Men så kan De jo ikke ta’ del i det nye
formandsvalg.
Horster.
Skal her være nyt valg?
Billing.
Ved De ikke det?
Horster.
Nej, jeg blander mig ikke i de sager.
Billing.
Men De bryr Dem da vel om de offentlige
anliggender?
Horster.
Nej, jeg forstår mig ikke på sligt.
Billing.
Alligevel; en må være med at stemme
ialfald.
Horster.
De, som ikke skønner sig på det, også?
Billing.
Skønner? Ja, hvad mener De med det?
s. 22
Samfundet er som et skib; alle mand må være med at styre roret.
Horster.
Kan hænde det er bra’ på landjorden; men
ombord vilde ikke det gå godt.
Hovstad.
Det er underligt, at de fleste sjøfolk bryr sig
så lidet om landets sager.
Billing.
Ganske mærkeligt.
Doktor Stockmann.
Sjøfolk er som trækfuglene; de føler sig
hjemme både i syd og i nord. Men derfor må vi andre være desto virksommere, herr Hovstad. Kommer der noget almengavnligt i «Folkebudet» imorgen?
Hovstad.
Ikke noget om byens sager. Men iover‐
morgen tænkte jeg at ta’ ind Deres opsats –
Doktor Stockmann.
Ja, død og plage, opsatsen! Nej, hør, den
må De vente med.
Hovstad.
Så? Nu havde vi netop så god plads, og
jeg synes, det var just den belejligste tid – s. 23
Doktor Stockmann.
Ja ja, det kan De nok ha’ ret i; men De
må vente alligevel. Jeg skal siden forklare Dem – (Petra, i hat og kåbe og med en del skrivebøger under armen,
kommer ind fra forstuen.)
Petra.
Godaften.
Doktor Stockmann.
Godaften, Petra; er du der?
(Gensidige hilsener; Petra lægger tøjet og bøgerne fra sig på en
stol ved døren.)
Petra.
Og her sidder man og gør sig tilgode, mens
jeg har været ude og trællet.
Doktor Stockmann.
Nå, så gør dig tilgode, du også.
Billing.
Skal jeg lave et lidet glas til Dem?
Petra
(kommer hen til bordet). Tak, jeg vil heller selv; De laver det altid
for stærkt. Men det er sandt, far, jeg har et brev til dig. (går hen til stolen, hvor tøjet ligger.)
Doktor Stockmann.
Et brev! Fra hvem?
s. 24
Petra
(søger i kåbelommen). Jeg fik det af postbudet just som jeg gik
ud –
Doktor Stockmann
(rejser sig og går hen imod hende). Og så bringer du det først nu!
Petra.
Jeg havde virkelig ikke tid til at løbe op
igen. Værs’god, her er det.
Doktor Stockmann
(griber brevet). Lad mig se; lad mig se, barn. (ser på udskriften.)
Jo, ganske rigtigt –!
Fru Stockmann.
Er det det, du har ventet så på, Tomas?
Doktor Stockmann.
Ja netop; nu må jeg straks ind –. Hvor
skal jeg finde et lys, Katrine? Er der nu ingen lampe i mit værelse igen!
Fru Stockmann.
Jo, lampen står og brænder på skrive‐
bordet.
Doktor Stockmann.
Godt, godt. Undskyld et øjeblik –
(han går ind i værelset til højre.) s. 25
Petra.
Hvad kan det være for noget, mor?
Fru Stockmann.
Jeg ved ikke; i de sidste dage har han spurgt
så tidt efter postbudet.
Billing.
Formodentlig en udenbys patient –
Petra.
Stakkers far; han får snart altfor meget at
bestille. (laver sit glas.) Ah, det skal smage!
Hovstad.
Har De læst i aftenskolen idag også?
Petra
(nipper til glasset). To timer.
Billing.
Og i formiddags fire timer i institutet –
Petra
(sætter sig ved bordet). Fem timer.
Fru Stockmann.
Og iaften har du stile at rette, ser jeg.
Petra.
En hel bunke, ja.
s. 26
Horster.
De har nok også fuldt op at bestille, lader
det til.
Petra.
Ja; men det er bra’. En blir så dejlig træt
bagefter.
Billing.
Synes De om det?
Petra.
Ja, for så sover en så godt.
Morten.
Du må være svært syndig, du, Petra.
Petra.
Syndig?
Morten.
Ja, når du arbejder så meget. Herr Rørlund
siger, at arbejde er en straf for vore synder.
Ejlif
(blæser). Pyh, hvor dum du er, at du tror på sligt
noget.
Fru Stockmann.
Nå, nå, Ejlif!
Billing
(ler). Nej, det er udmærket.
s. 27
Hovstad.
Vil ikke du gerne arbejde så meget, Morten?
Morten.
Nej, det vil jeg ikke.
Hovstad.
Ja, men hvad vil du da bli’ til i verden?
Morten.
Jeg vil helst bli’ viking, jeg.
Ejlif.
Men så måtte du jo være hedning da.
Morten.
Ja, så kunde jeg jo bli’ hedning da.
Billing.
Det holder jeg med dig i, Morten! Jeg siger
akkurat det samme.
Fru Stockmann
(gør tegn). Nej visst gør De ikke, nej, herr Billing.
Billing.
Jo, gud døde mig –! Jeg er en hedning,
og det er jeg stolt af. Pas på, snart blir vi hed‐ ninger allesammen.
Morten.
Og kan vi da få lov at gøre alt det vi vil?
s. 28
Billing.
Ja, ser du, Morten –
Fru Stockmann.
Nu skal I gå ind med jer, gutter; I har
visst noget at læse over til imorgen.
Ejlif.
Jeg kunde da gerne få bli’ en stund –
Fru Stockmann.
Ikke du heller; gå så begge to.
(Gutterne siger godnat og går ind i værelset til venstre.)
Hovstad.
Tror De virkelig, det kan skade gutterne at
høre på sligt?
Fru Stockmann.
Ja, jeg ved ikke; men jeg synes ikke om det.
Petra.
Ja men, mor, jeg tror det er rent galt af dig.
Fru Stockmann.
Ja det kan gerne være; men jeg synes ikke
om det; ikke her hjemme.
Petra.
Der er så megen usandhed både i hjemmet
og i skolen. I hjemmet skal der ties, og i skolen må vi stå og lyve for børnene. s. 29
Horster.
Må De lyve?
Petra.
Ja, tror De ikke, vi må foredrage mangt
og meget, som vi ikke selv tror på?
Billing.
Jo, det er nok altfor visst.
Petra.
Havde jeg bare midler til det, så skulde jeg
selv oprette en skole, og der skulde det gå ander‐ ledes til.
Billing.
Å hvad, midler –
Horster.
Ja tænker De på det, frøken Stockmann,
så skal De gerne få lokale hos mig. Salig fars gamle store hus står jo næsten tomt; der er en svært stor spisesal neden under –
Petra
(ler). Ja, ja, tak skal De ha’; men det blir der
nok ikke noget af.
Hovstad.
Å nej, frøken Petra går nok heller over til
bladskriverne, tænker jeg. Det er sandt, har s. 30
De fåt tid til at se lidt på den engelske fortæl‐ ling, som De lovte at oversætte for os?
Petra.
Nej, ikke endnu; men De skal nok få den
i rette tid. (Doktor Stockmann kommer fra sit værelse med det åbne
brev i hånden.)
Doktor Stockmann
(svinger brevet). Jo, nu kan I tro, her skal spørges nyt i
byen!
Billing.
Nyt?
Fru Stockmann.
Hvad er det for noget nyt?
Doktor Stockmann.
En stor opdagelse, Katrine!
Hovstad.
Så?
Fru Stockmann.
Som du har gjort?
Doktor Stockmann.
Ja netop jeg. (går frem og tilbage.) Lad dem nu
komme, som de plejer, og sige, at det er griller og gal mands påfund. Men de vogter sig nok! Haha, de vogter sig, tænker jeg! s. 31
Petra.
Men, far, så sig da, hvad det er.
Doktor Stockmann.
Ja, ja, giv mig bare tid, så skal I få vide
det altsammen. Tænk, om jeg nu havde havt Peter her! Ja, der ser man, hvorledes vi men‐ nesker kan gå omkring og dømme som de blin‐ deste muldvarper –
Hovstad.
Hvad mener De med det, herr doktor?
Doktor Stockmann
(standser ved bordet). Er det ikke den almindelige mening, at vor
by er et sundt sted?
Hovstad.
Jo det forstår sig da vel.
Doktor Stockmann.
Et ganske overordentlig sundt sted endogså,
– et sted, som fortjener at anbefales på det varmeste både for syge og for friske medmen‐ nesker –
Fru Stockmann.
Ja men, kære Tomas –
Doktor Stockmann.
Og anbefalet det og lovprist det har vi da
s. 32
også. Jeg har skrevet og skrevet både i «Folke‐ budet» og i flyveskrifter –
Hovstad.
Nu ja, og så?
Doktor Stockmann.
Denne badeanstalt, som kaldes for byens
pulsåre, og byens livsnerve og – og fanden ved, hvad det er for noget altsammen –
Billing.
«Byens bankende hjerte» har jeg engang i
en festlig stund tilladt mig at –
Doktor Stockmann.
Å ja, det også. Men ved De så, hvad det
i virkeligheden er, dette store, prægtige, lovpriste badeanlæg, som har kostet så mange penge, – ved De, hvad det er?
Hovstad.
Nej, hvad er det da for noget?
Fru Stockmann.
Ja, hvad er det da?
Doktor Stockmann.
Hele badet er en pesthule.
Petra.
Badet, far!
s. 33
Fru Stockmann
(på samme tid). Vort bad!
Hovstad
(ligeså). Men, herr doktor –
Billing.
Aldeles utroligt!
Doktor Stockmann.
Hele badeanstalten er en kalket forgiftig
grav, siger jeg. Sundhedsfarlig i allerhøjeste grad! Alle disse uhumskhederne oppe i Mølle‐ dalen, – alt dette her, som lugter så fælt, – det inficerer vandet i spisningsrørene til brønd‐ huset; og dette samme fordømte giftige smuds siver også ud i stranden –
Horster.
Der, hvor sjøbadene ligger?
Doktor Stockmann.
Netop der.
Hovstad.
Hvoraf ved De nu alt dette så visst, herr
doktor?
Doktor Stockmann.
Jeg har undersøgt forholdene så samvittig‐
hedsfuldt, som tænkes kan. Å, jeg gik længe
Henrik Ibsen: En folkefiende.
3
s. 34
og havde en mistanke om noget sligt. Ifjor ind‐ traf her en del påfaldende sygdomstilfælder blandt badegæsterne, – både tyføse og gastriske til‐ fælder –
Fru Stockmann.
Ja, det gjorde der jo også.
Doktor Stockmann.
Dengang trode vi, at de fremmede havde
ført smitten med sig; men siden, – ivinter, – kom jeg på andre tanker; og så gav jeg mig til at undersøge vandet, så godt det lod sig gøre.
Fru Stockmann.
Det er altså det, du har havt så travlt med!
Doktor Stockmann.
Ja du kan nok sige jeg har havt travlt, Ka‐
trine. Men her mangled jeg jo de fornødne videnskabelige hjælpemidler; og så sendte jeg prøver både af drikkevandet og af sjøvandet ind til universitetet for at få en exakt analyse af en kemiker.
Hovstad.
Og den har De nu fåt?
Doktor Stockmann
(viser brevet). Her har jeg den! Der er påvist tilstede‐
værelsen af forrådnede organiske stoffer i vandet, s. 35
– infusorier i mængdevis. Det er absolut skade‐ ligt for sundheden enten det nu bruges indvortes eller udvortes.
Fru Stockmann.
Det var da en guds lykke, at du kom efter
det itide.
Doktor Stockmann.
Ja det må du nok sige.
Hovstad.
Og hvad agter De nu at gøre, herr doktor?
Doktor Stockmann.
Naturligvis se at få rettet på sagen.
Hovstad.
Lar det sig altså gøre?
Doktor Stockmann.
Det må la’ sig gøre. Ellers er hele bade‐
anstalten ubrugelig, – ødelagt. Men det har ingen nød. Jeg er ganske på det rene med, hvad der må foretages.
Fru Stockmann.
Men, snille Tomas, at du har holdt alt dette
her så hemmeligt.
Doktor Stockmann.
Jo, jeg skulde kanske rendt ud i byen og
3*
s. 36
snakket om det, før jeg havde fuld visshed? Nej tak; så gal er jeg ikke.
Petra.
Nå, men til os her hjemme –
Doktor Stockmann.
Ikke til nogen levende sjæl. Men imorgen
kan du løbe indom til «grævlingen» –
Fru Stockmann.
Nej men, Tomas –!
Doktor Stockmann.
Nå, nå, til bedstefar da. Jo, nu skal han
få noget at forundre sig over, den gamle; han tror jo, jeg er forrykt i hodet; å ja, der er nok flere, som tror det samme, har jeg mærket. Men nu skal de godtfolk få se –; nu skal de bare få se –! (går omkring og gnider hænderne.) Her blir et sligt opstyr i byen, Katrine! Du kan aldrig tænke dig det. Hele vandledningen må lægges om.
Hovstad
(rejser sig). Hele vandledningen –?
Doktor Stockmann.
Ja, det forstår sig. Indtaget ligger for lavt;
det må flyttes til et sted meget højere oppe. s. 37
Petra.
Så fik du altså dog ret alligevel.
Doktor Stockmann.
Ja, kan du huske det, Petra? jeg skrev imod
dem, da de skulde til at bygge. Men dengang var der ingen, som vilde høre på mig. Nå, I kan tro, jeg gir dem det glatte lag; – ja, for jeg har naturligvis skrevet en fremstilling til bade‐ bestyrelsen; den har ligget færdig en hel uge; jeg har bare gåt og ventet på dette her. (viser brevet.) Men nu skal den afsted straks på timen. (går ind i sit værelse og kommer tilbage med en pakke papirer.) Se her! Hele fire tætskrevne ark! Og brevet skal lægges ved. En avis, Katrine! Skaf mig noget til omslag. Godt; se så; giv det til – til –; (stamper.) hvad fanden er det nu hun heder? Nå, giv det til pigen da; sig, hun skal straks bringe det ned til byfogden. (Fru Stockmann går med pakken ud gennem spisestuen.)
Petra.
Hvad tror du onkel Peter vil sige, far?
Doktor Stockmann.
Hvad skulde han vel sige? Han må da vel
sagtens bli’ glad ved, at en så vigtig sandhed kommer for dagen, ved jeg.
Hovstad.
Må jeg få lov til at bringe en liden notits
om Deres opdagelse i «Folkebudet»? s. 38
Doktor Stockmann.
Ja, det skal De rigtig ha’ tak for.
Hovstad.
Det er jo ønskeligt, at almenheden får vide
besked jo før jo heller.
Doktor Stockmann.
Ja visst er det så.
Fru Stockmann
(kommer tilbage). Nu gik hun med det.
Billing.
De blir, gud døde mig, byens første mand,
herr doktor!
Doktor Stockmann
(går fornøjet omkring). Å hvad; igrunden har jeg jo ikke gjort
andet end min pligt. Jeg har været en heldig skattegraver; det er det hele; men alligevel –
Billing.
Hovstad, synes ikke De, at byen burde bringe
doktor Stockmann et fanetog?
Hovstad.
Det vil jeg ialfald ta’ ordet for.
Billing.
Og jeg skal snakke med Aslaksen om det.
s. 39
Doctor Stokkmann
.
Nej, kære venner, lad slig gøgl fare; jeg vil
ikke vide af nogen slags tilstelninger. Og hvis badebestyrelsen skulde falde på at bevilge mig gagetillæg, så tar jeg ikke imod det. Katrine, det siger jeg dig, – jeg tar det ikke.
Fru Stockmann.
Det gør du ret i, Tomas.
Petra
(løfter sit glas). Skål, far!
Hovstad og Billing.
Skål, skål, herr doktor.
Horster
(klinker med doktoren). Gid De må få bare glæde af dette her.
Doktor Stockmann.
Tak, tak, mine kære venner! Jeg er så hjer‐
telig glad –; å, det er dog velsignet at vide med sig selv, at en har gjort sig fortjent af sin fødeby og af sine medborgere. Hurra, Katrine! (Han griber hende med begge hænder om halsen og snurrer sig
rundt med hende. Fru Stockmann skriger og stritter imod. Latter. håndklap og hurraråb for doktoren. Gutterne stikker hodet ind gennem dørene .) ANDEN AKT.
(Doktorens dagligstue. Døren til spiseværelset er lukket. For‐
middag.)
Fru Stockmann
(med et forseglet brev i hånden kommer fra spiseværelset, går hen til den forreste dør tilhøjre og kiger ind). Er du hjemme, Tomas?
Doktor Stockmann
(indenfor). Ja, jeg kom nu netop. (kommer ind.) Er der
noget?
Fru Stockmann.
Brev fra din bror.
(rækker ham det.)
Doktor Stockmann.
Aha, lad os se. (åbner omslaget og læser:) «Det
oversendte manuskript remitteres herved –» (læser mumlende videre). Hm –
Fru Stockmann.
Hvad siger han så?
s. 41
Doktor Stockmann
(stikker papirerne i lommen). Nej, han skriver bare, at han vil selv komme
herop henimod middag.
Fru Stockmann.
Så må du endelig huske på at holde dig
hjemme.
Doktor Stockmann.
Ja det kan jeg godt; for jeg er færdig med
mine formiddagsbesøg.
Fru Stockmann.
Jeg er svært nysgærrig efter at vide, hvor‐
ledes han tar det.
Doktor Stockmann.
Du skal se, han vil ikke synes rigtig om,
at det er mig og ikke ham selv, som har gjort den opdagelse.
Fru Stockmann.
Ja, er ikke du også bange for det?
Doktor Stockmann.
Nå, igrunden blir han jo glad, kan du skønne.
Men alligevel –; Peter er så forbandet ængstelig for, at andre folk, end han, skal udrette noget til byens bedste.
Fru Stockmann.
Men, ved du hvad, Tomas, – så skulde
s. 42
du være snil og dele æren med ham. Kunde det ikke hede sig, at det er ham, som har sat dig på spor –?
Doktor Stockmann.
Jo, det kan det gerne for mig. Når jeg
bare får rettet på sagen, så –
Gamle Morten Kiil
(stikker hodet ind gennem forstuedøren, ser sig forskende om, ler indvendig og spørger polidsk). Er det – er det sandt?
Fru Stockmann
(imod ham). Far, – er det dig!
Doktor Stockmann.
Nej se, svigerfar; godmorgen, godmorgen!
Fru Stockmann.
Å men så kom da ind.
Morten Kiil.
Ja, hvis det er sandt; for ellers går jeg igen.
Doktor Stockmann.
Hvad for noget er sandt?
Morten Kiil.
Denne galskaben med vandværket. Er det
sandt, det? s. 43
Doktor Stockmann.
Ja visst er det sandt. Men hvorledes har
De fåt vide det?
Morten Kiil
(kommer ind). Petra fløj indom, da hun gik til skolen –
Doktor Stockmann.
Nej gjorde hun det?
Morten Kiil.
Jaha; og så fortæller hun –. Jeg tænkte
hun bare vilde holde mig for nar; men det ligner ikke Petra heller.
Doktor Stockmann.
Nej, hvor kunde De tænke sligt!
Morten Kiil.
Å, en skal aldrig lide på nogen; en kan
bli’ gjort til nar, før en ved af det. Men så er det altså sandt alligevel?
Doktor Stockmann.
Ja tilforladelig er det så. Sæt Dem nu bare,
svigerfar. (nøder ham ned på sofaen.) Og er det ikke en sand lykke for byen –?
Morten Kiil
(kæmper med latteren). Lykke for byen?
s. 44
Doktor Stockmann.
Ja, at jeg gjorde den opdagelse så betimelig –
Morten Kiil
(som før). Jo, jo, jo! – Men aldrig havde jeg da tænkt,
at De vilde drive abespil med Deres egen køde‐ lige bror.
Doktor Stockmann.
Abespil!
Fru Stockmann.
Nej men, kære far –
Morten Kiil
(hviler hænderne og hagen på stokkeknappen og blinker polidsk til doktoren). Hvorledes var det nu? Var det ikke så, at
der var kommet nogen dyr ind i vandrørene?
Doktor Stockmann.
Å ja, infusionsdyr.
Morten Kiil.
Og der skulde jo være kommet mange slige
dyr derind, sa’ Petra. En rent ustyrtelig mængde.
Doktor Stockmann.
Ja vel; de kan være der i hundrede-tusendvis.
Morten Kiil.
Men der er ingen, som kan se dem, – var
det ikke så? s. 45
Doktor Stockmann.
Jo; se dem kan man ikke.
Morten Kiil,
(med stille klukkende latter). Dette her er, fan’ flytte mig, det bedste,
jeg har hørt af Dem endnu.
Doktor Stockmann.
Hvorledes, mener De?
Morten Kiil.
Men aldrig i verden får De bildt byfogden
sligt noget ind.
Doktor Stockmann.
Nå, det skal vi nok få se.
Morten Kiil.
Tror De, han kunde være så gal?
Doktor Stockmann.
Jeg håber hele byen vil være så gal.
Morten Kiil.
Hele byen! Ja det kan sgu’ gerne være,
det. Men det er tilpas for dem; det har de godt af. De skulde nu være så meget klogere end vi gamle. De hundsvoterte mig ud af for‐ mandskabet. Ja, jeg siger så; for de voterte mig ud som en hund, gjorde de. Men nu får de det igen. Driv bare abespil med dem, Stockmann. s. 46
Doktor Stockmann.
Ja men, svigerfar –
Morten Kiil.
Bare abespil, siger jeg. (rejser sig.) Kan De
få det til det, at byfogden og hans venner render med næsen i en klud, så gir jeg straks på timen hundrede kroner til de fattige.
Doktor Stockmann.
Se, det var jo snildt af Dem.
Morten Kiil.
Ja, jeg har jo ikke stort at rutte med, kan
De vide; men får De det til det, så skal jeg betænke de fattige med halvhundrede kroner til julaften. (Redaktør Hovstad kommer fra forstuen.)
Hovstad.
Godmorgen! (standser.) Å undskyld –
Doktor Stockmann.
Nej kom De; kom De.
Morten Kiil
(klukker igen). Han! Er han også med på det?
Hovstad.
Hvad mener De?
s. 47
Doktor Stockmann.
Ja visst er han med.
Morten Kiil.
Kunde jeg ikke næsten tænke det! Det skal
stå i aviserne. Jo, De er rigtignok den rette, Stockmann. Men læg nu bare over; nu vil jeg gå.
Doktor Stockmann
.
Å nej, bliv nu lidt, svigerfar.
Morten Kiil.
Nej, nu vil jeg gå. Og find så på alt det
abespil, De kan; De skal fan’ ikke ha’ gjort det for ingenting. (Han går; fru Stockmann følger ud med ham.)
Doktor Stockmann
(ler). Tænk Dem bare, De, – den gamle tror
ikke et ord af dette her med vandværket.
Hovstad.
Nå, var det den sagen –?
Doktor Stockmann.
Ja, det var den, vi talte om. Og det er
kanske for det samme, De kommer også?
Hovstad.
Ja det er det. Har De tid en liden stund,
herr doktor? s. 48
Doktor Stockmann.
Så længe De vil, kære.
Hovstad.
Har De hørt noget fra byfogden?
Doktor Stockmann.
Endnu ikke. Han kommer herhen siden.
Hovstad.
Jeg har tænkt en del på sagen siden igår-
kveld.
Doktor Stockmann.
Nå ja?
Hovstad.
For Dem, som er læge og som er en viden‐
skabsmand, står dette tilfælde med vandværket som noget for sig. Jeg mener, det falder ikke Dem ind, at dette hænger ihob med mange andre ting.
Doktor Stockmann.
Ja, hvorledes –? Lad os sætte os, kære.
– Nej, der i sofaen. (Hovstad sætter sig i sofaen, doktoren i en lænestol på den anden
side af bordet.)
Doktor Stockmann.
Nå? De mener altså –?
s. 49
Hovstad.
De sagde igår, at det fordærvede vand kom
af urenligheder i jordbunden.
Doktor Stockmann.
Ja, det kommer ganske utvilsomt fra denne
forgiftige sump oppe i Mølledalen.
Hovstad.
Undskyld, herr doktor, men jeg tror, det
kommer fra en ganske anden sump.
Doktor Stockmann.
Hvad skulde det være for en sump?
Hovstad.
Den sump, som hele vort kommunale liv
står og rådner i.
Doktor Stockmann.
Nej men for pokker, herr Hovstad, hvad er
nu det for snak?
Hovstad.
Alle byens sager er lidt efter lidt kommet i
hænderne på en flok embedsmænd –
Doktor Stockmann.
Nå, embedsmænd er de da ikke allesammen.
Hovstad.
Nej, men de, som ikke er embedsmænd, de
Henrik Ibsen: En folkefiende.
4
s. 50
er ialfald embedsmændenes venner og tilhængere; det er alle de rige, alle dem med de gamle ansete navne i byen; dem er det, som styrer og råder over os.
Doktor Stockmann.
Ja, men de folk har da virkelig både dyg‐
tighed og indsigt.
Hovstad.
Viste de dygtighed og indsigt, da de lagde
vandledningen der, hvor den nu ligger?
Doktor Stockmann.
Nej, det var naturligvis en stor dumhed af
dem. Men det blir der jo nu rettet på.
Hovstad.
Tror De, det vil gå så glat?
Doktor Stockmann.
Glat eller ikke glat, – gå skal det ialfald.
Hovstad.
Ja, dersom pressen får gribe ind.
Doktor Stockmann.
Blir aldrig nødvendigt, kære. Jeg er viss
på, at min bror –
Hovstad.
Undskyld mig, herr doktor, men jeg vil
s. 51
sige Dem, at jeg agter at ta’ sagen under be‐ handling.
Doktor Stockmann.
I avisen?
Hovstad.
Ja. Da jeg overtog «Folkebudet», var det
min tanke, at jeg skulde få sprængt denne ring af gamle envise stivstikkere, som sad inde med al magten.
Doktor Stockmann.
Men De har jo selv fortalt mig, hvad ende
det tog; De havde jo nær ødelagt bladet på det.
Hovstad.
Ja, dengang måtte vi stikke piben i sæk,
det er ganske sandt. For der var fare for, at badeanstalten ikke skulde komme istand, hvis de mænd faldt. Men nu står den der, og nu kan de høje herrerne undværes.
Doktor Stockmann.
Undværes, ja; men vi skylder dem dog
stor tak.
Hovstad.
Det skal også bli’ erkendt, i al pyntelighed.
Men en bladskriver af min folkelige retning kan ikke la’ en slig lejlighed, som denne her, gå fra sig. Der må rygges ved den fabelen om de 4*
s. 52
styrendes ufejlbarhed. Sligt noget må ryddes ud ligesom al anden slags overtro.
Doktor Stockmann.
Det er jeg enig med Dem i af hele mit
hjerte, herr Hovstad; er det en overtro, så væk med det!
Hovstad.
Byfogden vilde jeg nu så nødig røre ved,
siden han er Deres bror. Men De synes da visst som jeg, at sandheden går foran alle andre hensyn.
Doktor Stockmann.
Det forstår sig jo af sig selv. – (udbrydende.)
Ja men –! Ja men –!
Hovstad.
De skal ikke tro ilde om mig. Jeg er hver‐
ken mere egennyttig eller mere magtbegærlig end de fleste mennesker.
Doktor Stockmann.
Men kære, – hvem falder også på det?
Hovstad.
Jeg er kommen af ringe folk, som De ved;
og jeg har havt anledning nok til at se, hvad som mest trænges til i de lavere samfundslag. Og det er, at få være med på at styre de almene anliggender, herr doktor. Det er det, s. 53
som udvikler evnerne og kundskaben og selv‐ følelsen –
Doktor Stockmann.
Det kan jeg så overmåde godt forstå –
Hovstad.
Ja, – og så synes jeg, en journalist tar et
tungt ansvar på sig, om han forsømmer en gunstig lejlighed til frigørelse for de mange, for de små, for de undertrykte. Jeg ved nok, – i de stores lejr vil de kalde det for opvigleri og sligt noget; men det får de gøre som de lyster. Når jeg bare har min samvittighed fri, så –
Doktor Stockmann.
Just det, ja! Just det, kære herr Hovstad.
Men alligevel – for fanden –! (det banker.) Kom ind! (Bogtrykker Aslaksen i forstuedøren. Han er tarveligt
men anstændigt klædt, i sort, med et hvidt, noget krøllet hals‐ tørklæde, handsker og floshat i hånden.)
Aslaksen
(bukker). Om forladelse, herr doktor, at jeg er så
dristig –
Doktor Stockmann
(rejser sig). Se, se, – der har vi jo bogtrykker Aslaksen!
Aslaksen.
Ja såmænd, herr doktor.
s. 54
Hovstad
(står op). Er det mig, De vil ha’ fat på, Aslaksen?
Aslaksen.
Nej, det er ikke det; jeg vidste ikke vi
skulde træffes her. Nej, det var nok doktoren selv –
Doktor Stockmann.
Nå, hvad står til tjeneste?
Aslaksen.
Er det sandt, som jeg hørte af herr Billing,
at doktoren tænker på at skaffe os et bedre vandværk?
Doktor Stockmann.
Ja, til badeanstalten.
Aslaksen.
Ja vel; det skønner jeg nok. Nå, så kommer
jeg for at sige, at den sagen vil jeg støtte af alle mine kræfter.
Hovstad
(til doktoren). Ser De!
Doktor Stockmann.
Det skal De ha’ så hjertelig tak for; men –
Aslaksen.
For det kunde kanske nok trænges at ha’
s. 55
os småborgere i ryggen. Vi danner nu ligesom en kompakt majoritet her i byen, – når vi rig‐ tig vil da. Og det er altid bra’, at ha’ majori‐ teten med sig, herr doktor.
Doktor Stockmann.
Det er unægtelig sandt; men jeg kan bare
ikke begribe, at nogen særlige anstalter skulde være nødvendige her. Jeg synes da, at en så grej og ligefrem sag –
Aslaksen.
Å jo, det kunde nok være bra’ alligevel;
for jeg kender de lokale myndighederne så godt; magthaverne går ikke gerne godvilligt ind på forslag, som kommer fra andre folk. Og derfor mener jeg, det kunde ikke være afvejen, om vi demonstrerte lidt.
Hovstad.
Netop det, ja.
Doktor Stockmann.
Demonstrerte, siger De? Ja, hvorledes vilde
De da egentlig demonstrere?
Aslaksen.
Naturligvis med stort mådehold, herr doktor;
jeg beflitter mig altid på mådehold; for måde‐ hold, det er en statsborgers første dyd, – efter min mening da. s. 56
Doktor Stockmann.
Det er De jo også kendt for, herr Aslaksen.
Aslaksen.
Ja, jeg tror nok jeg tør sige det. Og denne
sagen med vandværket, den er så svært vigtig for os småborgere. Badet tegner jo til at bli’ ligesom en liden guldgrube for byen. Det er badet, vi skal leve af allesammen, og mest da vi husejere. Derfor vil vi jo gerne støtte anstalten alt det vi kan. Og da jeg nu er formand i hus‐ ejerforeningen –
Doktor Stockmann.
Ja –?
Aslaksen.
– og da jeg desforuden er agent for måde‐
holdsselskabet, – ja, doktoren ved vel, at jeg virker for mådeholdssagen?
Doktor Stockmann.
Ja, det forstår sig.
Aslaksen.
Nå, – så er det jo begribeligt, at jeg
kommer sammen med en hel del mennesker. Og da jeg er kendt for at være en sindig og lovlydig statsborger, som doktoren selv sa’, så har jeg jo en viss indflydelse i byen, – en liden slags magtstilling, – om jeg selv skal sige det. s. 57
Doktor Stockmann.
Det ved jeg meget godt, herr Aslaksen.
Aslaksen.
Ja se – derfor vilde det være en smal sag
for mig at få en adresse istand, om det skulde knibe.
Doktor Stockmann.
En adresse, siger De?
Aslaksen.
Ja, en slags takadresse fra byens borgere
for at De har båret denne samfundsvigtige sag frem. Det siger sig selv, at den måtte være af‐ fattet med sømmeligt mådehold, så den ikke støder myndighederne og dem, som har magten forresten. Og passer vi bare nøje på det, så kan da vel ingen ta’ os det ilde op, ved jeg?
Hovstad.
Nå, selv om de ikke likte det så svært
godt, så –
Aslaksen.
Nej, nej, nej; ikke nogen nærgåenhed imod
øvrigheden, herr Hovstad. Ikke nogen opposi‐ tion imod folk, som står os så tæt indpå livet. Det har jeg fåt nok af i mine dage; og det kommer der aldrig noget godt ud af heller. Men en statsborgers sindige og frimodige ytringer må ikke være nogen mand forment. s. 58
Doktor Stockmann
(ryster hans hånd). Jeg kan ikke sige Dem, kære herr Aslaksen,
hvor inderligt det glæder mig at finde al denne tilslutning blandt mine medborgere. Jeg er så glad, – så glad! Hør; skal det ikke være et lidet glas sherry? Hvad!
Aslaksen.
Nej mange tak; jeg nyder aldrig den slags
spirituosa.
Doktor Stockmann.
Nå, men et glas øl da; hvad siger De til det?
Aslaksen.
Tak, ikke det heller, herr doktor; jeg nyder
ingenting så tidligt på dagen. Men nu vil jeg gå ud i byen og snakke med en del af husejerne og forberede stemningen.
Doktor Stockmann.
Ja, det er så overmåde snildt af Dem, herr
Aslaksen; men jeg kan umulig få i mit hode, at alle disse anstalter skulde bli’ nødvendige; jeg synes sagen må kunne gå ganske af sig selv.
Aslaksen.
Autoriteterne arbejder noget tungvindt, herr
doktor. Ja, gudbevar’s, jeg siger ikke det for at laste dem – s. 59
Hovstad.
Imorgen skal vi køre dem ivej i bladet,
Aslaksen.
Aslaksen.
Men bare ikke voldsomt, herr Hovstad. Far
frem med mådehold, ellers får De dem ikke af flækken; De kan lide på mit råd; for jeg har sanket erfaringer i livets skole. – Nu ja, så vil jeg sige doktoren farvel. De ved nu, at vi små‐ borgere ialfald står bag Dem som en mur. De har den kompakte majoritet på Deres side, herr doktor.
Doktor Stockmann.
Tak for det, min kære herr Aslaksen.
(rækker ham hånden.) Farvel, farvel!
Aslaksen.
Går De med indom på trykkeriet, herr
Hovstad?
Hovstad.
Jeg kommer bagefter; jeg har endnu lidt at
afgøre.
Aslaksen.
Godt, godt.
(Han hilser og går; doktor Stockmann følger ham ud i forstuen.)
Hovstad
(idet doktoren kommer ind igen). Nå, hvad siger De så, herr doktor? Synes
s. 60
De ikke, det er på tiden, at her luftes ud og rystes op i al denne slaphed og halvhed og fejghed?
Doktor Stockmann.
Sigter De til bogtrykker Aslaksen?
Hovstad.
Ja jeg gør. Han er en af dem, som står i
sumpen – så bra’ en mand han end kan være forresten. Og slig er de fleste her hos os; de går og vipper og svingler til begge siderne; af bare hensyn og betænkeligheder tør de aldrig ta’ fuldt skridt.
Doktor Stockmann.
Ja, men Aslaksen var da så inderlig vel‐
sindet, synes jeg.
Hovstad.
Der er en ting, som jeg sætter højere; og
det er at stå som en tryg, selvsikker mand.
Doktor Stockmann.
Det gir jeg Dem så fuldstændig ret i.
Hovstad.
Derfor er det jeg nu vil gribe lejligheden
og prøve, om jeg ikke skulde kunne få de vel‐ sindede til at mande sig op engang. Autoritets‐ dyrkelsen må udryddes her i byen. Dette uforsvarlig store fejlgreb med vandværket må s. 61
gøres indlysende for alle stemmeberettigede bor‐ gere.
Doktor Stockmann.
Godt; når De mener, det er til almenhedens
bedste, så lad så ske; men ikke førend jeg har talt med min bror.
Hovstad.
Jeg skriver ialfald en redaktionsartikkel fær‐
dig imens. Og hvis byfogden så ikke vil fremme sagen –
Doktor Stockmann.
Å men hvor kan De tænke Dem sligt?
Hovstad.
Det kunde nok tænkes. Og da –?
Doktor Stockmann.
Ja, da lover jeg Dem –; hør, – da kan
De trykke min afhandling, – ta’ den ind hel og holden.
Hovstad.
Må jeg det? Er det et ord?
Doktor Stockmann
(rækker ham manuskriptet). Her har De den; ta’ den med Dem; det
kan jo ikke skade, at De læser den igennem; og så gir De mig den igen siden. s. 62
Hovstad.
Godt, godt; det skal jeg nok gøre. Og så
farvel, herr doktor.
Doktor Stockmann.
Farvel, farvel. Ja, for De skal se, det går
så glat, herr Hovstad, – så glat!
Hovstad.
Hm, – vi får se.
(han hilser og går ud gennem forstuen.)
Doktor Stockmann
(går hen og ser ind i spisestuen). Katrine –! Nå, er du kommen hjem, Petra?
Petra
(kommer ind). Ja, nu kom jeg netop fra skolen.
Fru Stockmann
(kommer). Har han ikke været her endnu?
Doktor Stockmann.
Peter? Nej. Men jeg har snakket en hel
del med Hovstad. Han er ganske betaget af den opdagelse, jeg har gjort. Ja, for den har en langt større rækkevidde, end jeg tænkte i førstningen, ser Du . Og så har han stillet sit blad til min rådighed, hvis det skulde be‐ høves. s. 63
Fru Stockmann.
Men tror du da det behøves?
Doktor Stockmann.
Å sletikke. Men det er ialfald en stolt be‐
vidsthed, at man har den frisindede, uafhængige presse på sin side. Ja, og tænk – så har jeg havt besøg af formanden i husejerforeningen.
Fru Stockmann.
Så? Og hvad vilde han?
Doktor Stockmann.
Også støtte mig. De vil støtte mig alle‐
sammen, ifald det skulde knibe. Katrine, – ved du, hvad jeg har for noget bag mig?
Fru Stockmann.
Bag dig? Nej; hvad har du for noget bag
dig da?
Doktor Stockmann.
Den kompakte majoritet.
Fru Stockmann.
Ja så. Er det godt for dig, det, Tomas?
Doktor Stockmann.
Ja, det skulde jeg mene, det er godt! (gnider
hænderne og går op og ned.) Ja, herregud, hvor for‐ nøjeligt det er at stå således i broderlig forening sammen med sine medborgere! s. 64
Petra.
Og så at udrette så meget godt og nyt‐
tigt, far!
Doktor Stockmann.
Ja, og det ovenikøbet for ens egen fødeby, du!
Fru Stockmann.
Nu ringte det.
Doktor Stockmann.
Så har vi ham visst. – – (det banker.) Vær
så god!
Byfogd Stockmann
(kommer fra forstuen). Godmorgen.
Doktor Stockmann.
Velkommen, Peter!
Fru Stockmann.
Godmorgen, svoger. Hvorledes står det til?
Byfogden.
Jo tak; så-så. (til doktoren.) Jeg modtog igår
efter kontortid en afhandling fra dig betræffende vandforholdene ved badeanstalten.
Doktor Stockmann.
Ja. Har du læst den?
Byfogden.
Jo, jeg har.
s. 65
Doktor Stockmann.
Og hvad siger du så til den sag?
Byfogden
(med et sideblik). Hm –
Fru Stockmann.
Kom, Petra.
(hun og Petra går ind i værelset tilvenstre.)
Byfogden
(efter et ophold). Har det været nødvendigt at drive alle disse
undersøgelser bag min ryg?
Doktor Stockmann.
Ja, så længe jeg ikke havde absolut viss‐
hed, så –
Byfogden.
Og den, mener du altså, du nu har?
Doktor Stockmann.
Ja, det har du da vel selv overbevist dig om.
Byfogden.
Er det din hensigt at fremlægge dette akt‐
stykke for badebestyrelsen, som et slags officielt dokument?
Doktor Stockmann.
Ja vel. Noget må der jo gøres ved sagen;
og det fort.
Henrik Ibsen: En folkefiende.
5
s. 66
Byfogden.
Du bruger, som sædvanligt, stærke tale‐
måder i din afhandling. Du siger blandt andet, at det, vi byder vore badegæster, er en perma‐ nent forgiftelse.
Doktor Stockmann.
Ja men, Peter, kan det da betegnes ander‐
ledes? Tænk dig bare, – forgiftet vand både til indvortes og udvortes! Og det til stakkers syge‐ lige mennesker, som tyr til os i god tro, og som betaler os i dyre domme for at få sin sund‐ hed igen!
Byfogden.
Og så kommer du i din deduktion til det
resultat, at vi må bygge en kloak, som kan op‐ tage de postulerede uhumskheder fra Mølledalen, og at vandledningen må lægges om.
Doktor Stockmann.
Ja, ved du da nogen anden udvej? Jeg ved
ingen.
Byfogden.
Jeg gjorde mig i formiddag et ærend ind
til stadsingeniøren. Og så bragte jeg – sådan halvt i spøg – disse foranstaltninger på bane som noget, vi kanske burde tage under over‐ vejelse engang i fremtiden.
Doktor Stockmann.
Engang i fremtiden!
s. 67
Byfogden.
Han smilte af min formentlige extravagance
– naturligvis. Har du gjort dig den ulejlighed at tænke på, hvad de foreslåede forandringer vilde komme til at koste? Efter de oplysninger, jeg modtog, vilde udgifterne rimeligvis løbe op i flere hundrede tusend kroner.
Doktor Stockmann.
Skulde det bli’ så dyrt?
Byfogden.
Ja. Og så kommer det værste. Arbejdet
vilde medtage et tidsrum af mindst to år.
Doktor Stockmann.
To år, siger du? To hele år?
Byfogden.
Mindst. Og hvad skal vi så gøre med badet
imens? Skal vi lukke det? Ja, det vilde vi bli’ nødt til. Eller tror du kanske nogen vilde søge hid til os, når det rygte kom ud, at vandet skulde være sundhedsfarligt?
Doktor Stockmann.
Ja men, Peter, det
er
det jo.
Byfogden.
Og så alt dette nu, – netop nu, da an‐
stalten er i opkomst. Nabobyerne har også visse 5*
s. 68
betingelser for at kunne bli’ søgte som badesteder. Tror du ikke, at de straks vilde sætte sig i akti‐ vitet for at drage hele strømmen af fremmede til sig? Jo, ganske upåtvilelig. Og så stod vi der; vi måtte rimeligvis nedlægge hele den kostbare anstalt; og så havde du ruineret din fødeby.
Doktor Stockmann.
Jeg – ruineret –!
Byfogden.
Det er blot og bart gennem badet, at byen
har nogen nævneværdig fremtid for sig. Det indser du visst lige så godt som jeg.
Doktor Stockmann.
Men hvad har du da tænkt, at der skulde
gøres?
Byfogden.
Jeg har ikke af din afhandling kunnet over‐
bevise mig om, at vandforholdene ved badet er så betænkelige, som du fremstiller dem.
Doktor Stockmann.
De er snarere værre, du! Eller de blir det
ialfald til sommeren, når varmen kommer i vejret.
Byfogden.
Som sagt, jeg tror, du overdriver betydeligt.
En duelig læge må vide at træffe sine forholds‐ s. 69
regler, – han må forstå at forebygge skadelige indvirkninger og at afhjælpe dem, hvis de aldeles øjensynligt skulde gøre sig gældende.
Doktor Stockmann.
Og så –? Hvad videre –?
Byfogden.
Den etablerede vandforsyning ved badet er
nu engang et faktum og må selvfølgelig behandles som et sådant. Men rimeligvis vil direktionen i sin tid ikke være utilbøjelig til at ta’ under over‐ vejelse, hvorvidt det med overkommelige peku‐ niære offere skulde være muligt at få indført visse forbedringer.
Doktor Stockmann.
Og en sådan underfundighed, tror du, jeg
nogensinde går ind på!
Byfogden.
Underfundighed?
Doktor Stockmann.
Ja, det vilde være en underfundighed, – et
bedrageri, en løgn, en ligefrem forbrydelse imod almenheden, imod hele samfundet!
Byfogden.
Jeg har, som før bemærket, ikke kunnet til‐
egne mig den overbevisning, at der er nogen egentlig overhængende fare påfærde. s. 70
Doktor Stockmann.
Jo, du har! Det er umuligt andet. Min
fremstilling er så slående sand og rigtig, det ved jeg! Og du skønner det meget godt, Peter; men du vil bare ikke være ved det. Det var dig, som fik drevet igennem, at både badebygningerne og vandværket blev lagt, hvor de nu ligger; og det er det, – det er dette forbandede misgreb, som du ikke vil indrømme. Pyt, – tror du ikke, jeg gennemskuer dig?
Byfogden.
Og selv om så var? Dersom jeg måske med
en viss ængstelighed våger over min anseelse, så sker det til gavn for byen. Uden moralsk autoritet kan jeg ikke styre og lede sagerne således, som jeg eragter det tjenligst for det heles vel. Derfor, – og af diverse andre grunde, – er det mig magtpåliggende, at din forestilling ikke indleveres til badedirektionen. Den må holdes tilbage for almenvellets skyld. Jeg skal så senere bringe sagen under diskussion og vi skal gøre vort bedste i stilhed; men der må ingenting, – ikke et eneste ord, komme til offentlighedens kundskab i dette fatale anliggende.
Doktor Stockmann.
Ja, det vil nu ikke kunne forhindres, min
kære Peter. s. 71
Byfogden.
Det må og det skal forhindres.
Doktor Stockmann.
Det går ikke, siger jeg; der er altfor mange,
som ved om det.
Byfogden.
Ved om det! Hvem? Det er dog vel aldrig
disse herrer i «Folkebudet», som –?
Doktor Stockmann.
Å jo; de også. Den frisindede, uafhængige
presse vil nok sørge for, at I gør eders skyl‐ dighed.
Byfogden
(efter et kort ophold). Du er en overmåde ubesindig mand, Tomas.
Har du ikke betænkt, hvad følger dette kan drage efter sig for dig selv?
Doktor Stockmann.
Følger? Følger for mig?
Byfogden.
For dig og dine, ja.
Doktor Stockmann.
Hvad fanden skal det sige?
Byfogden.
Jeg tror, at jeg al min tid har vist mig som
en tjenstvillig og hjælpsom bror imod dig. s. 72
Doktor Stockmann.
Ja, det har du; og det takker jeg dig for.
Byfogden.
Forlanges ikke. Jeg har jo også for en del
været nødt til det – for min egen skyld. Det var altid mit håb, at jeg skulde kunne holde dig nogenlunde i ave, når jeg hjalp til at forbedre din økonomiske stilling.
Doktor Stockmann.
Hvad for noget? Det var altså bare for din
egen skyld –!
Byfogden.
Tildels, siger jeg. Det er penibelt for en
embedsmand, når hans nærmeste pårørende går hen og kompromitterer sig gang efter gang.
Doktor Stockmann.
Og det synes du, at jeg gør?
Byfogden.
Ja, desværre, det gør du, uden at du selv
ved af det. Du har et uroligt, stridbart, oprørsk sind. Og så din ulyksalige hang til at skrive offentligt om alle mulige og umulige sager. Aldrig så snart får du et indfald, – straks skal du skrive en avisartikel eller en hel brochure om det.
Doktor Stockmann.
Ja, men er det da ikke en statsborgers pligt
s. 73
at meddele sig til almenheden, når han har fanget en ny tanke!
Byfogden.
Å, almenheden behøver slet ingen nye tanker.
Almenheden er bedst tjent med de gamle, gode, anerkendte tanker, den allerede har.
Doktor Stockmann.
Og det siger du sådan ligefrem!
Byfogden.
Ja, engang må jeg dog tale ligefrem med
dig. Hidtil har jeg søgt at undgå det, da jeg ved, hvor irritabel du er; men nu må jeg sige dig sandheden, Tomas. Du gør dig ingen fore‐ stilling om, hvormeget du skader dig selv ved din fremfusenhed. Du beklager dig over autori‐ teterne, ja, over selve regeringen, – river ned på den sågar, – påstår, at du er bleven tilsidesat, forfulgt. Men kan du vente dig andet, – en så besværlig mand, som du er.
Doktor Stockmann.
Hvad nu, – er jeg besværlig også?
Byfogden.
Ja, Tomas, du er en meget besværlig mand
at arbejde sammen med. Det har jeg fåt føle. Du sætter dig ud over alle hensyn; du synes rent at glemme, at det er mig, du kan takke for posten her som badelæge – s. 74
Doktor Stockmann.
Den var jeg selvskreven til! Jeg og ingen
anden! Jeg var den første, som så, at byen kunde bli’ et blomstrende badested; og jeg var den eneste, som så det dengang. Jeg stod alene og stred for tanken gennem mange år; og jeg skrev og skrev –
Byfogden.
Unægtelig. Men dengang var endnu ikke
det rette tidspunkt forhånden; nå, det kunde jo du deroppe i din afkrog ikke bedømme. Men da så det betimelige øjeblik kom, da tog jeg – og de andre – sagen i vor hånd –
Doktor Stockmann.
Ja, og så forkludred I hele min herlige plan.
Å jo, det viser sig rigtignok nu, hvilke kløgtige fyre I var!
Byfogden.
Efter min formening viser det sig kun, at du
igen trænger til et afløb for din stridslyst. Du vil dine foresatte tillivs; – det er jo din gamle vane. Du kan ikke tåle nogen autoritet over dig; du ser skævt til enhver, der beklæder en overordnet embedsstilling; du betragter ham som en personlig fiende, – og straks er det ene an‐ grebsvåben dig ligeså godt som det andet. Men nu har jeg gjort dig opmærksom på, hvilke interesser der står på spil for hele byen, – og s. 75
følgelig for mig også. Og derfor siger jeg dig, Tomas, at jeg er ubønhørlig i den fordring, jeg nu agter at stille til dig.
Doktor Stockmann.
Hvad er det for en fordring?
Byfogden.
Da du har været åbenmundet nok til at om‐
tale dette kildne anliggende for uvedkommende, omendskønt det burde ha’ været bevaret som en direktionshemmelighed, så kan sagen naturligvis ikke dysses ned. Allehånde rygter vil sprede sig vidt omkring, og de ildesindede iblandt os vil nære rygterne ved alskens tilsætninger. Det vil derfor være nødvendigt, at du offentlig imødegår deslige rygter.
Doktor Stockmann.
Jeg! Hvorledes? Jeg forstår dig ikke.
Byfogden.
Det tør forventes, at du ved fornyede under‐
søgelser kommer til det resultat, at sagen ikke på langt nær er så farlig eller betænkelig, som du i første øjeblik indbildte dig.
Doktor Stockmann.
Aha, – så det forventer du!
Byfogden.
Endvidere forventer man, at du nærer og
s. 76
offentlig udtaler den tillid til bestyrelsen, at den grundigt og samvittighedsfuldt vil foranstalte det fornødne for at afhjælpe mulige ulæmper.
Doktor Stockmann.
Ja men det vil I aldrig i verden kunne gøre,
sålænge I farer med fusk og flikværk. Jeg siger dig det, Peter; og det er min fuldeste og ram‐ meste overbevisning –!
Byfogden.
Som funktionær har du ikke lov til at nære
nogen separat overbevisning.
Doktor Stockmann
(studser). Ikke lov til at –?
Byfogden.
Som funktionær, siger jeg. Som privat‐
person, – gudbevar’s, det er en anden sag. Men som underordnet tjenestemand ved badet har du ikke lov til at udtale nogen overbevis‐ ning, som står i strid med dine foresattes.
Doktor Stockmann.
Dette går for vidt! Jeg, som læge, som
videnskabsmand, skulde ikke ha’ lov til –!
Byfogden.
Det anliggende, her handles om, er ikke
noget rent videnskabeligt; det er et kombineret s. 77
anliggende; det er både et teknisk og et økono‐ misk anliggende.
Doktor Stockmann.
Å lad det være for mig, hvad fanden det
være vil! Jeg vil ha’ frihed til at udtale mig om alle mulige anliggender i hele verden!
Byfogden.
Vær så god. Men bare ikke om badets –
Det forbyder vi dig.
Doktor Stockmann
(skriger). I forbyder –! I! Slige nogen –!
Byfogden.
Jeg forbyder dig det, – jeg, din øverste
foresatte; og når jeg forbyder dig noget, så har du at lystre.
Doktor Stockmann
(betvinger sig). Peter, – var du såsandt ikke min bror –
Petra
(river døren op). Far, dette skal du ikke tåle!
Fru Stockmann
(efter hende). Petra, Petra!
s. 78
Byfogden.
Ah, man har ståt på lur.
Fru Stockmann.
Der er så lydt; vi kunde ikke undgå at –
Petra.
Jo, jeg stod og hørte efter.
Byfogden.
Nå, det er mig igrunden kært –
Doktor Stockmann
(går nærmere). Du talte til mig om at forbyde og at
lystre –?
Byfogden.
Du har nødsaget mig til at tale i den tone.
Doktor Stockmann.
Og så skal jeg i en offentlig erklæring slå
mig selv på munden?
Byfogden.
Vi eragter det uomgængelig nødvendigt, at
du offentliggør en erklæring, således, som jeg har forlangt den.
Doktor Stockmann.
Og hvis jeg nu ikke – lystrer?
s. 79
Byfogden.
Så udsteder vi selv en erklæring til bero‐
ligelse for publikum.
Doktor Stockmann.
Godt og vel; men så skriver jeg imod jer.
Jeg holder på mit; jeg skal bevise, at jeg har ret og at I har uret. Og hvad vil I så gøre?
Byfogden.
Da vil jeg ikke kunne forhindre, at du får
din afsked.
Doktor Stockmann.
Hvad –!
Petra.
Far, – afsked!
Fru Stockmann.
Afsked!
Byfogden.
Afsked som badelæge. Jeg vil se mig for‐
anlediget til at andrage om øjeblikkelig opsigelse, fjerne dig fra enhver befatning med badets an‐ liggender.
Doktor Stockmann.
Og det skulde I vove!
Byfogden.
Det er dig selv, som her spiller det vove‐
lige spil. s. 80
Petra.
Onkel, dette er en oprørende fremfærd imod
en mand som far!
Fru Stockmann.
Vil du bare tie stille, Petra!
Byfogden
(ser på Petra). Aha, man indlader sig allerede på opinions‐
ytringer. Ja naturligvis. (til fruen.) Svigerinde, De er formentlig den besindigste her i huset. An‐ vend den indflydelse, De måtte ha’ over Deres mand; få ham til at indse, hvad dette vil drage efter sig både for hans familje –
Doktor Stockmann.
Min familje kommer ingen anden ved end
mig selv!
Byfogden.
– både for hans familje, siger jeg, og for
den by, han lever i.
Doktor Stockmann.
Det er mig, som vil byens sande vel! Jeg
vil afsløre de mangler, som sent eller tidligt må komme for dagens lys. Å, det skal nok vise sig, at jeg elsker min fødeby.
Byfogden.
Du, som i forblindet trods går hen og af‐
skærer byens vigtigste næringskilde. s. 81
Doktor Stockmann.
Den kilde er forgiftet, menneske! Er du
gal! Vi lever her af at høkre med uhumskhed og råddenskab! Hele vort opblomstrende sam‐ fundsliv suger sin næring af en løgn!
Byfogden.
Indbildninger – eller noget endnu værre.
Den mand, der udslynger så nærgående insinua‐ tioner imod sit eget hjemsted, han må være sam‐ fundets fiende.
Doktor Stockmann
(imod ham). Og det vover du –!
Fru Stockmann
(kaster sig imellem). Tomas!
Petra
(griber sin far om armen). Bare rolig, far!
Byfogden.
Jeg vil ikke udsætte mig for voldsomheder.
Du er nu advaret. Betænk så, hvad du skylder dig og dine. Farvel. (han går.)
Doktor Stockmann
(går op og ned). Og en sådan behandling må jeg tåle! I mit
eget hus, Katrine! Hvad siger du til det!
Henrik Ibsen: En folkefiende.
6
s. 82
Fru Stockmann.
Ja visst er det både skam og spot, Tomas –
Petra.
Kunde jeg såsandt komme onkel tillivs –!
Doktor Stockmann.
Det er min egen skyld; jeg skulde ha’ rejst
børster imod dem for længe siden, – vist tænder, – bidt fra mig! – Og så kalde mig for en samfundsfiende! Mig! Det lar jeg, min sæl og salighed, ikke sidde på mig!
Fru Stockmann.
Men, snille Tomas, din bror har nu engang
magten –
Doktor Stockmann.
Ja, men jeg har retten, du!
Fru Stockmann.
Ak ja, retten, retten; hvad hjælper det, at
du har retten, når du ikke har nogen magt?
Petra.
Nej men mor da, – hvor kan du snakke slig?
Doktor Stockmann.
Så det skulde ikke hjælpe noget i et frit
samfund at ha’ retten på sin side? Du er løjerlig, Katrine. Og desuden, – har jeg da ikke den frisindede uafhængige presse foran mig, – og s. 83
den kompakte majoritet bag mig? Det er vel magt god nok, det, skulde jeg mene!
Fru Stockmann.
Men herregud, Tomas, du tænker da vel
aldrig på –?
Doktor Stockmann.
Hvad for noget tænker jeg ikke på?
Fru Stockmann.
– at sætte dig op imod din bror, mener jeg.
Doktor Stockmann.
Hvad fanden vilde du, jeg ellers skulde gøre,
når jeg ikke skulde holde på det, som ret og sandt er?
Petra.
Ja, det spør’ jeg rigtignok også om?
Fru Stockmann.
Men det nytter dig jo ingen verdens ting;
når de ikke vil, så vil de ikke.
Doktor Stockmann.
Hoho, Katrine, giv du bare tid, så skal du
se, jeg driver nok min krig igennem.
Fru Stockmann.
Ja, du driver kanske igennem, at du får din
afsked, – det gør du. 6*
s. 84
Doktor Stockmann.
Så har jeg ialfald gjort min pligt imod al‐
menheden, – imod samfundet. Jeg, som kaldes for en samfundsfiende!
Fru Stockmann.
Men imod din familje, Tomas? Imod os her‐
hjemme? Synes du, det er at gøre din pligt imod dem, du skal forsørge?
Petra.
Å tænk da ikke altid først og fremst på
os, mor.
Fru Stockmann.
Ja, du har let for at snakke; du kan i nøds‐
fald stå på egne ben. – Men husk på gutterne, Tomas; og tænk lidt på dig selv også, og på mig –
Doktor Stockmann.
Men jeg tror du er rent gal, Katrine! Hvis
jeg så jammerlig fejgt faldt tilfode for denne Peter og for hans fordømte slæng, – vilde jeg da nogensinde få en lykkelig stund mere i mit liv?
Fru Stockmann.
Ja det ved jeg ikke; men vorherre bevare
os for den lykke, vi vil få, allesammen, hvis du blir ved at trodse. Så står du der igen uden levebrød, uden faste indtægter. Jeg synes, vi s. 85
har fåt nok af det i gamle dage; husk på det, Tomas; tænk på, hvad det har på sig.
Doktor Stockmann
(vrider sig kæmpende og knytter hænderne). Og sligt noget kan disse kontortrælle føre
ned over en fri ærlig mand! Er det ikke for‐ færdeligt, Katrine?
Fru Stockmann.
Jo, det er syndigt handlet imod dig, det er
visst og sandt. Men, herregud, der er så meget uretfærdigt, en får bøje sig under her i verden. – Der er gutterne, Tomas! Se på dem! Hvad skal der bli’ af dem? Å nej, nej, du kan da aldrig nænne – (Ejlif og Morten, med skolebøger, er imidlertid kommet ind.)
Doktor Stockmann.
Gutterne –! (står med engang fast og fattet.) Ikke,
om så hele verden faldt ned, bøjer jeg nakken under åget. (han går imod sit værelse.)
Fru Stockmann
(efter ham). Tomas, – hvad vil du gøre!
Doktor Stockmann
(ved døren). Jeg vil ha’ ret til at se mine gutter i øjnene,
når de engang blir voksne fri mænd. (han går ind.)
s. 86
Fru Stockmann
(brister i gråd).
A
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av
førstetrykket.]
gud hjælpe og trøste os allesammen!
Petra.
Far er bra’, han! Han gir sig ikke.
(Gutterne spør’ forundret, hvad det er for noget; Petra gir dem
tegn til at tie.) TREDJE AKT.
(«Folkebudet»s redaktionskontor. Til venstre i baggrunden er
indgangsdøren; til højre på samme væg er en anden dør med glas‐ ruder, hvorigennem man ser ind i trykkeriet. På væggen til højre en dør. Midt på gulvet et stort bord bedækket med papirer, aviser og bøger. Foran til venstre et vindu og ved dette en skrivepult med høj stol. Et par lænestole står ved bordet, nogle andre stole langs væggene. Værelset er skummelt og uhyggeligt, bohavet gam‐ melt, lænestolene smudsige og forrevne. Inde i trykkeriet ses et par sættere i arbejde; længere borte er en håndpresse igang.) (Redaktør Hovstad sidder ved pulten og skriver. Lidt efter
kommer Billing ind fra højre med doktorens manuskript i hånden.)
Billing.
Nå, det må jeg sige –!
Hovstad
(skrivende). Har De læst det igennem?
Billing
(lægger manuskriptet på pulten). Ja, det har jeg da rigtignok.
Hovstad.
Synes De ikke doktoren er bra’
hvas?
[HIS: Tekststedet har internvariasjon, det vil si variasjon mellom ulike eksemplarer av
førstetrykket.]
s. 88
Billing.
Hvas? Han er, gud døde mig, knusende, er
han. Hvert ord falder vægtfuldt, som – jeg vil sige – som slaget af en øksehammer.
Hovstad.
Ja, men de folk falder nu ikke for første
slaget heller.
Billing.
Det er sandt; men så blir vi ved at slå, –
slag i slag, indtil hele stormandsvældet ramler sammen. Da jeg sad derinde og læste dette der, var det ligesom jeg øjned revolutionen komme på afstand.
Hovstad
(vender sig). Hys; sig bare ikke det så Aslaksen hører det.
Billing
(dæmper stemmen). Aslaksen er en knæhøne, en fejg karl; der
er ikke mands mod i ham. Men dennegang sætter De da vel Deres vilje igennem? Hvad? Doktorens opsats kommer da vel ind?
Hovstad.
Ja, hvis bare ikke byfogden gir sig med det
gode, så –
Billing.
Det vilde være fanden så kedeligt.
s. 89
Hovstad.
Nå, vi kan heldigvis gøre os stillingen nyt‐
tig, hvad der så sker. Går byfogden ikke ind på doktorens forslag, så får han alle småborgerne på nakken, – hele husejerforeningen og de andre. Og går han ind på det, så lægger han sig ud med en hel hob af de store aktionærer i badet, som hidtildags har været hans bedste støtter –
Billing.
Ja, ja vel; for de kommer visst til at punge
ud med en svær mængde penge –
Hovstad.
Ja, det kan De bande på. Og så er ringen
brudt, ser De, og så skal vi i bladet dag ud og dag ind gøre det indlysende for almenheden, at byfogden er ukyndig både i det ene og det andet, og at alle tillidsposterne i byen, hele kommunal‐ styret, bør lægges over i frisindede folks hænder.
Billing.
Det er, gud døde mig, så slående sandt!
Jeg ser det, – jeg ser det; vi står lige ved be‐ gyndelsen til en revolution! (det banker.)
Hovstad.
Hys! (råber.) Kom ind!
(Doktor Stockmann kommer gennem døren til venstre i bag‐
grunden.) s. 90
Hovstad
(går imod ham). Å, der har vi doktoren. Nå?
Doktor Stockmann.
Tryk væk, herr Hovstad!
Hovstad.
Blev det altså til det?
Billing.
Hurra!
Doktor Stockmann.
Tryk væk, siger jeg. Ja visst blev det til
det. Men nu skal de få det, som de vil ha’ det. Nu blir her krig i byen, herr Billing!
Billing.
Krig på kniven, vil jeg håbe! Kniven på
struben, herr doktor!
Doktor Stockmann.
Afhandlingen er bare en begyndelse. Jeg
går allerede med hodet fuldt af udkast til en fire–fem andre opsatser. Hvor har De Aslaksen henne?
Billing
(råber ind i trykkeriet). Aslaksen, å kom her et øjeblik!
s. 91
Hovstad.
Fire–fem andre opsatser, sa’ De? Om den
samme sag?
Doktor Stockmann.
Nej, – å langtfra, kære. Nej, det blir om
ganske andre ting. Men det kommer altsammen fra vandværket og fra kloaken. Det ene drager det andet efter sig, skønner De. Det er som når en begynder at rive på en gammel bygning, – akkurat så.
Billing.
Det er, gud døde mig, sandt; en synes
aldrig en blir færdig, før en har revet ned hele skramlet.
Aslaksen
(fra trykkeriet). Revet ned! Doktoren tænker da vel ikke på
at rive ned badehuset?
Hovstad.
Langt ifra; vær bare ikke ræd.
Doktor Stockmann.
Nej, det gælder ganske andre ting. Nå,
hvad siger De så om min afhandling, herr Hovstad?
Hovstad.
Jeg synes, den er et rent mesterstykke –
s. 92
Doktor Stockmann.
Ja, ikke sandt –? Nå, det glæder mig; det
glæder mig.
Hovstad.
Den er så grej og så ligetil; en behøver
sletikke at være fagmand for at skønne sammen‐ hængen. Jeg tør sige, De vil få hver eneste op‐ lyst mand på Deres side.
Aslaksen.
Og så alle besindige vel?
Billing.
Både besindige og ubesindige, – ja, jeg
mener næsten hele byen.
Aslaksen.
Nå, så tør vi nok trykke den.
Doktor Stockmann.
Ja det skulde jeg mene!
Hovstad.
Den skal ind imorgen tidlig.
Doktor Stockmann.
Ja, død og plage, der må ikke spildes en
eneste dag. Hør, herr Aslaksen, det var det, jeg vilde be’ Dem om: De må ta’ Dem person‐ lig af manuskriptet. s. 93
Aslaksen.
Det skal jeg nok.
Doktor Stockmann.
Pas på det, som om det var guld. Ingen
trykfejl; hvert ord er vigtigt. Og så kommer jeg indom igen siden; kanske jeg kunde få se lidt korrektur. – Ja, jeg kan ikke sige, hvor jeg tørster efter at få den sag på tryk, – slynget ud –
Billing.
Slynget, – ja, som et lyn!
Doktor Stockmann.
– underkastet alle kyndige medborgeres
dom. Å, De kan aldrig forestille Dem, hvad jeg har været udsat for idag. Man har truet mig både med dit og med dat; man har villet ta’ ifra mig mine soleklareste menneskerettig‐ heder –
Billing.
Hvad! Deres menneskerettigheder!
Doktor Stockmann.
– man har villet fornedre mig, gøre mig
til en usling, forlangt, at jeg skulde sætte person‐ lig fordel over min inderste, helligste overbevis‐ ning –
Billing.
Det er, gud døde mig, for grovt.
s. 94
Hovstad.
Å ja, en kan vente sig noget af hvert fra
den kant.
Doktor Stockmann.
Men med mig skal de komme tilkort; det
skal de få sort på hvidt for. Nu vil jeg hver evig eneste dag lægge mig ligesom for anker i «Folkebudet» og bestryge dem med den ene exploderende opsats efter den anden –
Aslaksen.
Ja, men hør nu –
Billing.
Hurra; det blir krig, det blir krig!
Doktor Stockmann.
– jeg skal slå dem til jorden, jeg skal
knuse dem, rasere deres fæstningsværker for hele den retsindige almenheds øjne! Det skal jeg gøre!
Aslaksen.
Men gør det endelig moderat, herr doktor;
skyd med mådehold –
Billing.
Nej da; nej da! Spar ikke på dynamiten!
Doktor Stockmann
(vedbliver uforstyrret). For nu er det ikke bare dette med vand‐
s. 95
værket og kloaken alene, ser De. Nej, det er hele samfundet, som skal renskes, desinficeres –
Billing.
Der lød det forløsende ord!
Doktor Stockmann.
Alle flikværks-gubberne må føjses væk, for‐
står De. Og det på alle mulige områder! Der har åbnet sig så uendelige synsvidder for mig idag. Det står ikke rigtig klart for mig endnu; men jeg skal nok få rede i det. Det er unge friske fanebærere, vi må ud og lede efter, mine venner; vi må ha’ nye befalingsmænd på alle forposterne.
Billing.
Hør, hør!
Doktor Stockmann.
Og lad os bare holde sammen, så går det
så glat, så glat! Hele omvæltningen vil løbe af stabelen som et skib. Ja, tror De ikke det?
Hovstad.
Jeg for min del tror, at nu har vi al udsigt
til at få lagt det kommunale styre der, hvor det rettelig bør ligge.
Aslaksen.
Og når vi bare farer frem med mådehold,
så kan jeg da aldrig tænke mig, at dette her kunde være farligt. s. 96
Doktor Stockmann.
Hvem fanden bryr sig om enten det er far‐
ligt eller ikke! Det, jeg gør, det gør jeg i sand‐ hedens navn og for min samvittigheds skyld.
Hovstad.
De er en mand, som fortjener at støttes,
herr doktor.
Aslaksen.
Ja, det står fast, doktoren er byens sande
ven; en rigtig samfundsven er han.
Billing.
Doktor Stockmann er, gud døde mig, en
folkeven, Aslaksen!
Aslaksen.
Jeg tænker, husejerforeningen snart gør brug
af det udtryk.
Doktor Stockmann
(bevæget, trykker deres hænder). Tak, tak, mine kære, trofaste venner; –
dette her er mig så kvægende at høre; – min herr bror kaldte mig for noget ganske andet. Nå, det skal han min sæl få igen med renter! Men nu må jeg op og se til en stakkers djævel –. Jeg kommer igen, som sagt. Tag endelig godt vare på manuskriptet, herr Aslaksen; – og, for alt i verden, stryg ikke nogen af udråbstegnene! s. 97
Sæt heller et par stykker til! Godt, godt; farvel sålænge; farvel, farvel! (Gensidige hilsener idet han følges til døren og går.)
Hovstad.
Han kan bli’ en ubetalelig nyttig mand
for os.
Aslaksen.
Ja, så længe han bare vil holde sig til dette
her med badeanstalten. Men går han videre, så er det ikke rådeligt at slå følge med ham.
Hovstad.
Hm, det kommer nu alt an på –
Billing.
De er da også så forbandet ræd, Aslaksen.
Aslaksen.
Ræd? Ja, når det gælder de lokale magt‐
havere, så er jeg ræd, herr Billing; det er noget, jeg har lært i erfaringens skole, skal jeg sige Dem. Men sæt mig op i den store politik, lige‐ over for regeringen selv, og se så, om jeg er ræd.
Billing.
Nej visst er De ikke, nej; men det er jo
netop modsigelsen hos Dem.
Aslaksen.
Jeg er en mand med samvittighed, det er
Henrik Ibsen: En folkefiende.
7
s. 98
sagen. Ryger en løs på regeringen, så gør en ikke samfundet nogen skade ialfald; for de mænd bryr sig ikke om det, ser De; – de blir stående ligegodt, de. Men de lokale myndighederne, de kan kastes, og så kan en kanske få ukyndig‐ heden ved roret, til ubodelig skade både for hus‐ ejere og andre.
Hovstad.
Men borgeropdragelsen gennem selvstyret da,
– tænker De ikke på den?
Aslaksen.
Når en mand har fåt noget mellem hænderne,
som skal skøttes, så kan en ikke tænke på al‐ ting, herr Hovstad.
Hovstad.
Da gid jeg aldrig må få noget mellem hæn‐
derne!
Billing.
Hør, – hør!
Aslaksen
(smiler). Hm. (peger mod pulten.) På den redaktør-krak‐
ken der har stiftamtmand Stensgård siddet før Dem.
Billing
(spytter). Tvi! Slig en overløber.
s. 99
Hovstad.
Jeg er ingen slingringsmand – og blir det
heller aldrig.
Aslaksen.
En politiker skal ikke forsværge nogen ting
i verden, herr Hovstad. Og De, herr Billing, skulde også ta’ et rev eller to i sejlet nu om dagene, synes jeg; for De søger jo sekretær‐ posten i magistraten.
Billing.
Jeg –!
Hovstad.
Gør De, Billing!
Billing.
Nå ja, – De kan da for fanden skønne, at
det bare er for at ærgre de velvise herrerne.
Aslaksen.
Ja, mig kommer det jo sletikke ved. Men
når jeg sigtes for fejghed og for modsigelser i min holdning, så er det det, jeg vil ha’ betonet: bogtrykker Aslaksens politiske fortid ligger åben for alle og enhver. Jeg har ikke undergåt anden forandring, end at jeg er ble’t mere mådeholden, ser De. Mit hjerte er fremdeles hos folket; men jeg nægter ikke for, at min forstand hælder noget over til magthaverne, – ja, til de lo‐ kale da. (han går ind i trykkeriet.) 7*
s. 100
Billing.
Skulde vi ikke se at bli’ af med ham, Hov‐
stad?
Hovstad.
Kender De nogen anden, som vil stå i for‐
skud både for papir og trykningsomkostninger?
Billing.
Det er forbandet, at vi ikke skal ha’ den
fornødne driftskapital.
Hovstad
(sætter sig ved pulten). Ja, havde vi bare den, så –
Billing.
End om De henvendte Dem til doktor
Stockmann?
Hovstad
(blader i papirerne). Å, hvad kan det nytte? Han ejer jo ingen‐
ting.
Billing.
Nej; men han har en god mand i bag‐
hånden, gamle Morten Kiil, – «grævlingen», som de kalder ham.
Hovstad
(skrivende).
Ved De da så sikkert, at han ejer noget?
s. 101
Billing.
Ja, gud døde mig, gør han da vel det! Og
en del af det må da vel tilfalde Stockmanns familje. Han må da vel tænke på at udstyre – børnene ialfald.
Hovstad
(vender sig halvt om). Bygger De på det?
Billing.
Bygger? Jeg bygger naturligvis ikke på
nogenting.
Hovstad.
Det gør De ret i. Og denne posten i magi‐
straten skulde De nu sletikke bygge på; for jeg kan forsikre Dem, – De får den ikke.
Billing.
Nej, tror De ikke jeg ved det meget godt?
Men det er mig netop kært, at jeg ikke får den. En sådan tilsidesættelse ildner ens stridsmod; – en får ligesom en tilførsel af frisk galde, og det kan vel behøves i en ravnekrog som her, hvor der så sjelden sker noget rigtig æggende.
Hovstad
(som skriver). Å ja; å ja.
Billing.
Nå, – de skal snart få høre fra mig! –
s. 102
Nu går jeg ind og skriver opråbet til husejer‐ foreningen. (han går ind i værelset til højre.)
Hovstad
(sidder ved pulten, tygger på penneskaftet og siger langsomt): Hm, – ja så da. – (det banker.) Kom ind!
(Petra kommer gennem døren til venstre i baggrunden.)
Hovstad
(rejser sig). Nej, er det Dem? Kommer De her?
Petra.
Ja, De må undskylde –
Hovstad
(rykker en lænestol frem). Vil De ikke sætte Dem ned?
Petra.
Nej tak; jeg går straks igen.
Hovstad.
Er det kanske noget fra Deres far, som –?
Petra.
Nej, det er fra mig selv. (tar en bog op af kåbe‐
lommen.) Her er den engelske fortælling.
Hovstad.
Hvorfor gir De den tilbage?
s. 103
Petra.
Jo, for jeg vil ikke oversætte den.
Hovstad.
Men De lovte mig da så visst –
Petra.
Ja, dengang havde jeg ikke læst den. Og
De har da visst heller ikke læst den?
Hovstad.
Nej; De ved jo, jeg forstår ikke engelsk;
men –
Petra.
Nej vel; derfor vilde jeg sige Dem, at De
må se Dem om efter noget andet. (lægger bogen på bordet.) Denne her kan sletikke bruges i «Folke‐ budet».
Hovstad.
Hvorfor ikke det?
Petra.
Fordi den står aldeles i strid med Deres
egne meninger.
Hovstad.
Nå, for den sags skyld –
Petra.
De forstår mig nok ikke. Den handler om,
hvorledes en overnaturlig styrelse tar sig af de s. 104
såkaldte gode mennesker her i verden og leder alting til det bedste for dem til slut, – og at alle de såkaldte onde mennesker får sin straf.
Hovstad.
Ja men det er jo bare bra’, det. Det er jo
netop sligt noget, folk vil ha’.
Petra.
Vil da De være den, som gir folk sligt noget?
Selv tror De jo ikke et ord af det. De ved jo meget godt, at det ikke går så til i virkeligheden.
Hovstad.
De har så fuldkommen ret; men en redaktør
kan ikke altid handle, som han helst vilde. En får ofte bøje sig for folks mening i det mindre vigtige. Politiken er jo dog hovedsagen i livet – eller for et blad ialfald; og vil jeg få folk med mig på frigørelse og fremskridt, så må jeg ikke skræmme dem ifra mig. Når de finder en slig moralsk fortælling nedenunder i bladkælderen, så går de villigere med på det, vi trykker oven‐ for; – de blir ligesom mere trygge.
Petra.
Fy; så lumsk går ikke De og stiller snarer
for Deres læsere; De er ikke nogen ædderkop.
Hovstad
(smiler). Tak, fordi De tror så godt om mig. Nej,
s. 105
det er jo rigtignok også bare Billings tankegang og ikke min.
Petra.
Billings!
Hovstad.
Ja, ialfald snakked han så her en af dagene.
Det er jo Billing, som er så hidsig på at få den fortællingen ind; jeg kender jo ikke bogen.
Petra.
Men hvor kan da Billing med sine frigjorte
anskuelser –! [HIS: tankestreken er skadet]
Hovstad.
Å, Billing er mangfoldig, han. Nu søger
han sekretærposten i magistraten også, hører jeg.
Petra.
Det tror jeg ikke, Hovstad. Hvor skulde
han kunne bekvemme sig til sligt?
Hovstad.
Ja, det må De spørge ham om.
Petra.
Aldrig havde jeg da tænkt det om Billing.
Hovstad
(ser fastere på hende). Ikke? Kommer det Dem så rent uventet?
s. 106
Petra.
Ja. Eller kanske nej alligevel. Å, jeg ved
igrunden ikke –.
Hovstad.
Vi avisskrivere duer ikke stort, frøken.
Petra.
Siger De virkelig det?
Hovstad.
En gang imellem tænker jeg det.
Petra.
Ja, under det vanlige hverdags-kævl; det kan
jeg nok forstå. Men nu, da De har taget hånd i en stor sag –.
Hovstad.
Dette her med Deres far, mener De?
Petra.
Netop det, ja. Nu synes jeg, De må føle
Dem som en mand, der duer fremfor de fleste.
Hovstad.
Ja, idag føler jeg noget sligt.
Petra.
Ja, ikke sandt; gør De ikke det? Å, det er
et herligt livskald, De har valgt. Således at bane vejen for miskendte sandheder og for nye modige s. 107
synsmåder –; ja bare det, at stå frygtløst frem og ta’ ordet for en forurettet mand –
Hovstad.
Allerhelst når denne forurettede mand er –,
hm, – jeg ved ikke rigtig, hvorledes jeg skal –
Petra.
Når han er så retskaffen og så grundærlig,
mener De?
Hovstad
(sagtere). Allerhelst når han er Deres far, mente jeg.
Petra
(pludselig slået).
Det?
Hovstad.
Ja, Petra, – frøken Petra.
Petra.
Er det det, som står for Dem, som det
første og fremste? Ikke sagen selv? Ikke sand‐ heden; ikke fars store varme hjertelag?
Hovstad.
Jo, – jo begribeligvis, det også.
Petra.
Nej tak; nu forsnakked De Dem, Hovstad;
og nu tror jeg aldrig mere på Dem i nogen ting. s. 108
Hovstad.
Kan De da ta’ mig så ilde op, at det mest
er for Deres skyld –?
Petra.
Det, jeg er vred på Dem for, det er, at De
ikke har været ærlig imod far. De har talt til ham, som om sandheden og samfundets vel lå Dem nærmest på sinde; De har narret både far og mig; De er ikke den mand, De gav Dem ud for. Og det tilgir jeg Dem aldrig – aldrig!
Hovstad.
Det skulde De ikke sige så hvast, frøken
Petra; og allermindst nu.
Petra.
Hvorfor ikke ligeså godt nu?
Hovstad.
Fordi Deres far ikke kan undvære min
hjælp.
Petra
(ser nedad ham). Er De en slig en også? Fy da!
Hovstad.
Nej, nej, jeg er ikke; det kom bare så ufor‐
varendes over mig; De skal ikke tro det.
Petra.
Jeg ved, hvad jeg skal tro. Farvel.
s. 109
Aslaksen
(fra trykkeriet, hurtigt og hemmelighedsfuldt): Død og plage, herr Hovstad – (ser Petra).
Au, det var slemt –
Petra.
Der ligger altså bogen; De får gi’ den til
en anden. (går mod udgangsdøren.)
Hovstad
(følger efter). Men, frøken –
Petra.
Farvel.
(hun går.)
Aslaksen.
Herr Hovstad, hør her!
Hovstad.
Nå, nå da; hvad er det så?
Aslaksen.
Byfogden står ude i trykkeriet.
Hovstad.
Byfogden, siger De?
Aslaksen.
Ja, han vil tale med Dem; han kom ind
bagvejen, – vilde ikke ses, kan De skønne. s. 110
Hovstad.
Hvad kan det være for noget? Nej vent,
jeg skal selv – (han går til trykkeridøren, åbner, hilser og byder byfogden
komme ind.)
Hovstad.
Hold udkig, Aslaksen, så at ingen –
Aslaksen.
Forstår –
(går ud i trykkeriet.)
Byfogden.
Herr Hovstad havde nok ikke ventet at se
mig her.
Hovstad.
Nej, jeg havde egentlig ikke det.
Byfogden
(ser sig om). Her har De jo indrettet Dem ganske hyg‐
geligt; virkelig net.
Hovstad.
Å –
Byfogden.
Og nu kommer jeg sådan uden videre og
lægger beslag på Deres tid.
Hovstad.
Vær så god, herr byfogd; jeg er til tje‐
s. 111
neste. Men må jeg ikke skille Dem af med –? (lægger byfogdens hue og stok hen på en stol.) Og vil så ikke byfogden sidde ned?
Byfogden
(sætter sig ved bordet). Tak.
(Hovstad sætter sig ligeledes ved bordet.)
Byfogden.
Jeg har havt en – rigtig en stor fortræde‐
lighed idag, herr Hovstad.
Hovstad.
Så? Å ja; så mange gøremål, som byfogden
har, så –
Byfogden.
Dette her idag hidrører fra badelægen.
Hovstad.
Ja så; fra doktoren?
Byfogden.
Han har forfattet en slags forestilling til bade‐
bestyrelsen angående en del formentlige mangler ved badet.
Hovstad.
Nej, har han det?
Byfogden.
Ja, har han ikke sagt Dem –? Jeg syntes,
han fortalte – s. 112
Hovstad.
Å jo, det er sandt, han lod nogen ord
falde –
Aslaksen
(fra trykkeriet). Jeg skulde nok ha’ manuskriftet –
Hovstad
(ærgerlig). Hm; det ligger jo der på pulten.
Aslaksen
(finder det). Godt.
Byfogden.
Men se, der er jo netop –
Aslaksen.
Ja, det er doktorens opsats, herr byfogd.
Hovstad.
Nå, det er den, De taler om?
Byfogden.
Den selvsamme. Hvad synes De om den?
Hovstad.
Jeg er jo ikke fagmand, og jeg har bare
læst den så flygtigt.
Byfogden.
Men De lar den dog trykke?
s. 113
Hovstad.
En navngiven mand kan jeg ikke godt
nægte –
Aslaksen.
Jeg har ingenting at sige i bladet, herr
byfogd –
Byfogden.
Forstår sig.
Aslaksen.
Jeg bare trykker, hvad jeg får i hænderne.
Byfogden.
Ganske i sin orden.
Aslaksen.
Og derfor så må jeg –
(går mod trykkeriet.)
Byfogden.
Nej bliv et øjeblik, herr Aslaksen. Med
Deres tilladelse, herr Hovstad –
Hovstad.
Jeg ber, herr byfogd –
Byfogden.
De er en besindig og tænksom mand, herr
Aslaksen.
Aslaksen.
Det glæder mig, at byfogden synes det.
Henrik Ibsen: En folkefiende.
8
s. 114
Byfogden.
Og en mand med indflydelse i vide kredse.
Aslaksen.
Det er nu mest iblandt småfolk, det.
Byfogden.
De små skatteydere er de talrigste – her
som andetsteds.
Aslaksen.
Det er de rigtignok.
Byfogden.
Og jeg tviler ikke på, at De kender stem‐
ningen blandt de fleste af dem. Gør De ikke det?
Aslaksen.
Jo, det tør jeg nok sige, jeg gør, herr
byfogd.
Byfogden.
Ja, – når der altså råder en så prisværdig
offervillighed hos byens mindre bemidlede borgere, så –
Aslaksen.
Hvorledes det?
Hovstad.
Offervillighed?
Byfogden.
Det er et smukt tegn på samfundsånd; et
s. 115
overmåde smukt tegn. Jeg havde nær sagt, jeg havde ikke ventet det. Men De kender jo stem‐ ningen grundigere end jeg.
Aslaksen.
Ja men, herr byfogd –
Byfogden.
Og det blir sandelig ikke noget ringe offer,
byen kommer til at bringe.
Hovstad.
Byen?
Aslaksen.
Men jeg skønner ikke –. Det er jo badet –!
Byfogden.
Efter et foreløbigt overslag vil de forandringer,
badelægen formener ønskelige, løbe op til et par hundrede tusend kroner.
Aslaksen.
Det er jo svære penge; men –
Byfogden.
Naturligvis blir det nødvendigt, at vi optar
et kommunallån.
Hovstad
(rejser sig). Det er da vel aldrig meningen, at byen –?
8*
s. 116
Aslaksen.
Skulde det gå af bykassen! Af småborgernes
fattige lommer!
Byfogden.
Ja, ærede herr Aslaksen, hvor skulde mid‐
lerne ellers komme fra?
Aslaksen.
Det får de herrer sørge for, som ejer badet.
Byfogden.
Bade-ejerne ser sig ikke istand til at strække
sig videre end sket er.
Aslaksen.
Er det ganske sikkert, det, herr byfogd?
Byfogden.
Jeg har forvisset mig om det. Ønsker man
altså disse omfattende forandringer, så får byen selv bekoste dem.
Aslaksen.
Men guds død og pine – om forladelse! –
men dette her er jo en ganske anden sag, herr Hovstad!
Hovstad.
Ja det er det rigtignok.
Byfogden.
Det fataleste er, at vi blir nødt til at lukke
badet et par års tid. s. 117
Hovstad.
Lukke? Helt lukke!
Aslaksen.
I to år!
Byfogden.
Ja, så længe vil arbejdet vare – mindst.
Aslaksen.
Nej men død og plage, det står vi aldrig
ud, herr byfogd! Hvad skal da vi husejere leve af imens?
Byfogden.
Det er desværre overmåde vanskeligt at svare
på, herr Aslaksen. Men hvad vil De, vi skal gøre? Tror De vi får en eneste badegæst hid, når man går hen og bilder dem ind, at vandet er bedærvet, at vi lever på en pestgrund, at hele byen –
Aslaksen.
Og det er alt ihob bare en indbildning?
Byfogden.
Jeg har med min bedste vilje ikke kunnet
overbevise mig om andet.
Aslaksen.
Ja men så er det da også rent uforsvarligt
af doktor Stockmann –; ber om forladelse, herr byfogd, men – s. 118
Byfogden.
Det er en beklagelig sandhed, De der ud‐
taler, herr Aslaksen. Min bror har desværre altid været en fremfusende mand.
Aslaksen.
Og endda så vil De støtte ham i sligt noget,
herr Hovstad!
Hovstad.
Men hvem kunde da også tænke sig, at –?
Byfogden.
Jeg har affattet en kort redegørelse for sag‐
forholdet, således, som det fra et nøkternt syns‐ punkt bør opfattes; og derhos har jeg antydet, hvorledes de mulige ulemper bør kunne forventes afhjulpne på en for badekassen overkommelig måde.
Hovstad.
Har De den opsats hos Dem, herr byfogd?
Byfogden
(famler i lommen). Ja; jeg tog den med for det tilfælde, at De –
Aslaksen
(hurtigt). Død og plage, der er han!
Byfogden.
Hvem? Min bror?
s. 119
Hovstad.
Hvor, – hvor!
Aslaksen.
Han går gennem trykkeriet.
Byfogden.
Fatalt. Jeg vilde nødig støde sammen med
ham her, og jeg havde endnu adskilligt at tale med Dem om.
Hovstad
(peger mod døren tilhøjre). Gå derind sålænge.
Byfogden.
Men –?
Hovstad.
De træffer bare Billing.
Aslaksen.
Fort, fort, herr byfogd; nu kommer han.
Byfogden.
Ja, ja da; men se at få ham snart afsted
igen. (han går ud gennem døren tilhøjre, som Aslaksen åbner og lukker
for ham.)
Hovstad.
Giv Dem noget at bestille, Aslaksen.
(han sætter sig og skriver. Aslaksen roder i en bunke aviser på
en stol tilhøjre.) s. 120
Doktor Stockmann
(kommer fra trykkeriet). Her har De mig igen.
(sætter hat og stok fra sig.)
Hovstad
(skrivende). Allerede, herr doktor? Skynd Dem med det,
vi talte om, Aslaksen. Tiden er svært knap for os idag.
Doktor Stockmann
(til Aslaksen). Ingen korrektur at få endnu, hører jeg.
Aslaksen
(uden at vende sig). Nej, hvor kunde da doktoren tænke det?
Doktor Stockmann.
Nej, nej; men jeg er utålmodig, kan De vel
begribe. Jeg har ikke rist eller ro, før jeg ser det på tryk.
Hovstad.
Hm; det vil visst vare en god stund endnu.
Tror De ikke det, Aslaksen?
Aslaksen.
Jo, jeg er næsten ræd for det.
Doktor Stockmann.
Godt, godt, mine kære venner; så kommer
s. 121
jeg igen; jeg kommer gerne to gange, om det behøves. En så stor sag, – hele byens vel‐ færd –; det er minsæl ikke tid at lægge sig på ladsiden. (vil gå, men standser og kommer tilbage.) Nej hør, – der er endnu en ting, jeg må tale med Dem om.
Hovstad.
Undskyld; men kunde vi ikke en anden
gang –?
Doktor Stockmann.
Det er sagt i to ord. Det var bare det,
ser De, – når man nu imorgen læser min op‐ sats i bladet og altså får vide, at jeg har gåt her hele vinteren i stilhed og virket for byens bedste –
Hovstad.
Ja men, herr doktor –
Doktor Stockmann.
Jeg ved, hvad De vil sige. De synes ikke,
det var mere end min forbandede skyldighed, – simpel borgerpligt. Nej, naturligvis; det ved jeg lige så godt som De. Men mine medborgere, ser De –; herregud, de velsignede mennesker, de holder jo så meget af mig –
Aslaksen.
Ja, borgerne har holdt svært af Dem til
denne dag, herr doktor. s. 122
Doktor Stockmann.
Ja, og just derfor er det jeg frygter, at –;
det er det, jeg vilde sige: når nu dette kommer til dem – nærmest til de ubemidlede klasser – som et manende opråb om for fremtiden at ta’ byens sager i egen hånd –
Hovstad
(rejser sig). Hm, herr doktor, jeg vil ikke dølge for
Dem –
Doktor Stockmann.
Aha, – kunde jeg ikke tænke der var noget
igære! Men det vil jeg ikke vide af. Hvis man går og forbereder sig på noget sligt –
Hovstad.
Hvilket da?
Doktor Stockmann.
Nå, på det ene eller det andet, – et fanetog
eller en festmiddag eller en subskription til en hædersgave – eller hvad det nu kan være, så skal De love mig helligt og dyrt at få det for‐ purret. Og De også, herr Aslaksen; hører De det!
Hovstad.
Om forladelse, herr doktor; vi kan lige så
godt først som sidst sige Dem rene sandheden – (Fru Stockmann, i hat og kåbe, kommer ind gennem døren til‐
venstre i baggrunden.) s. 123
Fru Stockmann
(ser doktoren). Jo, ganske rigtig!
Hovstad
(går hende imøde). Nej se, kommer fruen også?
Doktor Stockmann.
Hvad fanden vil
du
her, Katrine?
Fru Stockmann.
Det kan du da vel tænke dig, hvad jeg vil.
Hovstad.
Skal De ikke sætte Dem? Eller kanske –
Fru Stockmann.
Tak; bry’ Dem ikke. Og De må ikke for‐
tryde på, at jeg kommer og henter Stockmann; for jeg er mor til tre børn, skal jeg sige Dem.
Doktor Stockmann.
Snak, snak; det ved vi jo så godt.
Fru Stockmann.
Nå, det lader såmænd ikke til, at du tænker
stort på kone og børn idag; for ellers gik du vel ikke således hen og styrted os allesammen i ulykke.
Doktor Stockmann.
Men er du da rent gal, Katrine! Skal en
s. 124
mand med kone og børn ikke få lov til at for‐ kynde sandheden, – ikke få lov til at være en nyttig og virksom statsborger, – ikke få lov til at tjene den by, han lever i!
Fru Stockmann.
Alting med måde, Tomas!
Aslaksen.
Det siger jeg også. Mådehold i alting.
Fru Stockmann.
Og derfor gør De synd imod os, herr Hov‐
stad, når De lokker min mand bort fra hus og hjem og narrer ham ind i alt dette her.
Hovstad.
Jeg narrer såvisst ingen ind –
Doktor Stockmann.
Narrer! Tror du, jeg lar mig narre!
Fru Stockmann.
Ja, det gør du. Jeg ved nok, du er den
klogeste mand i byen; men du er så svært let at narre, Tomas. (til Hovstad.) Og tænk bare på, at han mister sin post ved badet, dersom De trykker det, han har skrevet –
Aslaksen.
Hvad for noget!
s. 125
Hovstad.
Ja men ved De hvad, herr doktor –
Doktor Stockmann
(ler). Haha, lad dem bare prøve –! Å nej, du,
– de varer sig nok. For jeg har den kompakte majoritet bag mig, ser du!
Fru Stockmann.
Ja, det er just ulykken, at du har sådant
noget fælt bag dig.
Doktor Stockmann.
Sniksnak, Katrine; – gå hjem og tag dig
af dit hus og lad mig ta’ mig af samfundet. Hvor kan du være så ræd, når jeg er så tryg og glad? (gnider hænderne og går op og ned.) Sandheden og folket skal vinde slaget, det kan du bande på. Å, jeg ser hele den frisindede borgerstand fylke sig til en sejrende hær –! (standser ved en stol.) Hvad – hvad fanden er det der for noget?
Aslaksen
(ser derhen). Au da!
Hovstad
(ligeså). Hm –
s. 126
Doktor Stockmann.
Her ligger jo autoritetens toppunkt.
(han tar byfogdens hue varligt i fingerspidsene og holder den ivejret.)
Fru Stockmann.
Byfogdens hue!
Doktor Stockmann.
Og her er kommandostaven også. Hvordan
i pokkers skind og ben –?
Hovstad.
Nu vel da –
Doktor Stockmann.
Ah, jeg forstår! Han har været her for at
besnakke Dem. Haha, der kom han til den rette! Og da han så fik øje på mig i trykkeriet –. (brister i latter.) Løb han, herr Aslaksen?
Aslaksen
(hurtigt). Ja-gu’ løb han, herr doktor.
Doktor Stockmann.
Løb ifra både stokken og –. Sliddersladder;
Peter løber ikke ifra nogenting. Men hvor fanden har I gjort af ham? Ah, – derinde naturligvis. Nu skal du få se, Katrine!
Fru Stockmann.
Tomas, – jeg ber dig –!
s. 127
Aslaksen.
Tag Dem ivare, herr doktor!
Doktor Stockmann
(har sat byfogdens hue på hodet og taget hans stok; derpå går han hen, slår døren op og hilser med hånden til hueskyggen). (Byfogden kommer ind, rød af vrede. Bag ham kommer Billing.)
Byfogden.
Hvad skal de optøjer betyde?
Doktor Stockmann.
Respekt, min gode Peter. Nu er det mig,
som er autoriteten i byen. (han spadserer frem og tilbage.)
Fru Stockmann
(næsten grædende). Nej men Tomas da!
Byfogden
(følger efter ham). Giv mig min hue og min stok!
Doktor Stockmann
(som før). Er du politimester, så er jeg borgermester,
– jeg er mester for hele byen, jeg, ser du!
Byfogden.
Læg huen fra dig, siger jeg. Husk på, det
er en reglementeret uniformshue! s. 128
Doktor Stockmann.
Pyt; tror du den vågnende folkeløve lar sig
skræmme af uniformshuer? Ja, for vi gør revolu‐ tion i byen imorgen, skal du vide. Du trued med at afsætte mig; men nu afsætter jeg dig, – afsætter dig fra alle dine tillidsposter –. Tror du ikke jeg kan det? Jo, du; jeg har de sejrende samfundsmagter med mig. Hovstad og Billing vil tordne i «Folkebudet», og bog‐ trykker Aslaksen rykker ud i spidsen for hele husejerforeningen –
Aslaksen.
Det gør jeg ikke, herr doktor.
Doktor Stockmann.
Jo visst gør De så –
Byfogden.
Aha; herr Hovstad vælger kanske alligevel
at slutte sig til agitationen?
Hovstad.
Nej, herr byfogd.
Aslaksen.
Nej, herr Hovstad er ikke så gal, at han
skulde gå hen og ødelægge både sig selv og bladet for en indbildnings skyld.
Doktor Stockmann
(ser sig om). Hvad skal dette her sige?
s. 129
Hovstad.
De har fremstillet Deres sag i et falskt lys,
herr doktor; og derfor så kan jeg ikke støtte den.
Billing.
Nej, efter det, herr byfogden var så artig
at fortælle mig derinde, så –
Doktor Stockmann.
Falskt! Lad De mig om det. Bare tryk
De min opsats; jeg skal nok være mand for at forsvare den.
Hovstad.
Jeg trykker den ikke. Jeg kan ikke og vil
ikke og tør ikke trykke den.
Doktor Stockmann.
Tør De ikke? Hvad er det for snak? De
er jo redaktør; og det er da vel redaktørerne, som regerer pressen, skulde jeg tro!
Aslaksen.
Nej, det er abonnenterne, herr doktor.
Byfogden.
Heldigvis, ja.
Aslaksen.
Det er den offentlige mening, den oplyste
almenhed, husejerne og alle de andre; dem er det, som regerer bladene.
Henrik Ibsen: En folkefiende.
9
s. 130
Doktor Stockmann
(fattet). Og alle disse magter har jeg imod mig?
Aslaksen.
Ja, det har De. Det vilde være borger‐
skabets rene ruin, om Deres opsats blev trykt.
Doktor Stockmann.
Ja så. –
Byfogden.
Min hue og min stok!
Doktor Stockmann
(tar huen af og lægger den på bordet tilligemed stokken).
Byfogden
(tar begge dele til sig). Din borgermesterværdighed fik en brat ende.
Doktor Stockmann.
Enden er ikke endnu. (til Hovstad.) Det er
altså aldeles umuligt at få min opsats ind i «Folkebudet»?
Hovstad.
Aldeles umuligt; også af hensyn til Deres
familje.
Fru Stockmann.
Å, De skal såmænd sletikke bry’ Dem om
familjen, herr Hovstad. s. 131
Byfogden
(tar et papir op af lommen). Til vejledning for publikum vil det være
tilstrækkeligt, når dette kommer ind; det er en autentisk forklaring. Vær så god.
Hovstad
(tar papiret). Godt; det skal bli’ besørget indrykket.
Doktor Stockmann.
Men mit ikke. Man bilder sig ind, man
kan tie mig og sandheden ihjæl! Men det går ikke så glat som I tror. Herr Aslaksen, vil De straks ta’ mit manuskript og trykke det som flyveblad – på min egen bekostning, – på mit forlag. Jeg vil ha’ fire hundrede exemplarer; nej, fem–sex hundrede vil jeg ha’.
Aslaksen.
Ikke, om De så bød mig guld for det, tør
jeg låne mit officin til sligt noget, herr doktor. Jeg tør det ikke for den offentlige menings skyld. De får det ikke trykt noget steds i hele byen.
Doktor Stockmann.
Så giv mig det igen.
Hovstad
(rækker ham manuskriptet). Vær så god.
9*
s. 132
Doktor Stockmann
(henter hat og stok). Ud skal det nu alligevel. Jeg vil læse det
op i en stor folkeforsamling; alle mine med‐ borgere skal få høre sandhedens røst!
Byfogden.
Ingen forening i hele byen låner dig lokale
til sådant brug.
Aslaksen.
Ikke en eneste en; det ved jeg så visst.
Billing.
Nej, gud døde mig, om de gør!
Fru Stockmann.
Det vilde dog være altfor skammeligt! Men
hvorfor står de da således imod dig, alle mand?
Doktor Stockmann
(arrig). Jo, det skal jeg sige dig. Det er fordi at
her i byen er alle mand kærringer – ligesom du; alle tænker de bare på familjen og ikke på samfundet.
Fru Stockmann
(griber ham i armen). Så skal jeg vise dem en – en kærring,
som kan være mand – for engangs skyld. For nu holder jeg med dig, Tomas! s. 133
Doktor Stockmann.
Det var bra’ sagt, Katrine. Og ud skal det,
min sæl og salighed! Kan jeg ikke få lejet noget lokale, så hyrer jeg en tambur til at gå igennem byen med mig, og så læser jeg det op på alle gadehjørnerne.
Byfogden.
Så topmålt gal er du da vel ikke!
Doktor Stockmann.
Jo, jeg er!
Aslaksen.
De får ikke en eneste mand i hele byen til
at gå med Dem.
Billing.
Nej, gud døde mig, om De får!
Fru Stockmann.
Bare ikke gi’ dig, Tomas. Jeg skal be’
gutterne gå med dig.
Doktor Stockmann.
Det er et ypperligt indfald!
Fru Stockmann.
Morten gør det så gerne; og Ejlif, han går
nok med, han også.
Doktor Stockmann.
Ja, og så Petra da! Og du selv, Katrine!
s. 134
Fru Stockmann.
Nej, nej, ikke jeg selv; men jeg skal stå i
vinduet og se på dig; det skal jeg gøre.
Doktor Stockmann
(slår armene om hende og kysser hende). Tak for det! Jo, nu skal vi prøve en dyst,
I gode herrer! Jeg vil dog se, om usseldommen har magt til at binde munden på den patriot, som vil renske samfundet! (han og fruen går ud gennem døren tilvenstre i baggrunden.)
Byfogden
(ryster betænkelig på hodet). Nu har han gjort hende gal også.
FJERDE AKT.
(En stor gammeldags sal i skibskaptejn Horsters hus. En åben
fløjdør i baggrunden fører til et forværelse. På den venstre langvæg er tre vinduer; midt på den modsatte væg er hensat en forhøjning og på denne et lidet bord med to lys, vandkaraffel, et glas og en klokke. Salen er forøvrigt oplyst med lampetter mellem vinduerne. Til venstre i forgrunden står et bord med lys på og en stol. For‐ rest tilhøjre er en dør og ved denne et par stole.) (Stor forsamling af byens borgere af alle stænder. Enkelte
kvinder og nogle skolegutter ses blandt mængden. Flere og flere mennesker strømmer efterhånden ind fra baggrunden, så at salen fyldes.)
En borger
(til en anden, som han støder på). Er du også her ikveld, Lamstad?
Den tiltalte.
Jeg er med ved alle folkemøder, jeg.
En hosstående.
De har da vel ta’t pibe med, ved jeg?
Den anden borger.
Jagu’ har jeg da det. Har ikke De?
s. 136
Den tredje.
Jo da. Og skipper Evensen vilde ta’ med
sig en svær diger lur, sa’ han.
Den anden borger.
Han er god, Evensen.
(Latter i klyngen.)
En fjerde borger
(kommer til). Hør, sig mig, hvad er det for noget, som
skal gå for sig her ikveld?
Den anden borger.
Det er jo doktor Stockmann, som vil holde
et foredrag imod byfogden.
Den nykomne.
Men byfogden er jo hans bror.
Den første borger.
Det er det samme; doktor Stockmann er
ikke ræd, han.
Den tredje borger.
Men han har jo uret; det stod i «Folke‐
budet».
Den anden borger.
Ja, han må visst ha’ uret dennegang; for de
vilde ikke låne ham sal hverken i husejerforeningen eller i borgerklubben. s. 137
Den første borger.
Ikke engang badesalen kunde han få overladt.
Den anden.
Nej, det kan du vel vide.
En mand
(i en anden klynge). Hvem skal en nu holde med i denne her
sagen, De?
En anden mand
(sammesteds). Bare pas på bogtrykker Aslaksen, og gør,
som han gør.
Billing
(med en mappe under armen, baner sig vej gennem mængden). Om forladelse, mine herrer! Måtte jeg kanske
få slippe frem? Jeg skal referere for «Folke‐ budet». Tusend tak! (han sætter sig ved bordet tilvenstre.)
En arbejder.
Hvem var han der?
En anden arbejder.
Kender du ikke han da? Det er jo den
Billingen, som går for Aslaksens avis. (Skibskaptejn Horster fører fru Stockmann og Petra ind
gennem døren tilhøjre i forgrunden. Ejlif og Morten følger med dem.) s. 138
Horster.
Her havde jeg tænkt familjen kunde sidde;
en slipper så nemt ud her, om der skulde komme noget på.
Fru Stockmann.
Tror De da her blir allarm?
Horster.
En kan aldrig vide –; mellem så mange
mennesker –. Men sæt De Dem ganske rolig.
Fru Stockmann
(sætter sig). Hvor det var snildt af Dem, at De tilbød
Stockmann salen.
Horster.
Når ingen anden vilde, så –
Petra,
(som også har sat sig). Og modigt var det også, Horster.
Horster.
Å, der skulde nu ikke så stort mod til det,
synes jeg. (Redaktør Hovstad og bogtrykker Aslaksen kommer sam‐
tidigt men hver for sig fremover gennem mængden.)
Aslaksen
(går hen til Horster). Er ikke doktoren kommet endnu?
s. 139
Horster.
Han venter derinde.
(Bevægelse oppe ved døren i baggrunden.)
Hovstad
(til Billing). Der har vi byfogden. Ser De!
Billing.
Ja, gud døde mig, møder han ikke frem
alligevel! (Byfogd Stockmann baner sig med lempe vej mellem de
forsamlede, hilser høfligt og stiller sig ved væggen tilvenstre. Lidt efter kommer doktor Stockmann ind gennem døren tilhøjre i forgrunden. Han er sortklædt. i frakke, med hvidt halstørklæde. Enkelte klapper usikkert, men mødes af en dæmpet hyssen. Det blir stille.)
Doktor Stockmann
(halvhøjt). Hvorledes har du det, Katrine?
Fru Stockmann.
Jo, jeg har det godt. (sagtere.) Bliv nu endelig
ikke hidsig, Tomas.
Doktor Stockmann.
Å, jeg ved nok at styre mig, du. (ser på sit uhr,
stiger op på forhøjningen og bukker.) Klokken er et kvarter over, – og så vil jeg da begynde – (tar sit manuskript frem.)
Aslaksen.
Først må der vel vælges en ordstyrer.
s. 140
Doktor Stockmann.
Nej; det er sletikke nødvendigt.
Nogle herrer
(råber). Jo, jo!
Byfogden.
Jeg skulde også formene, at der bør vælges
en dirigent.
Doktor Stockmann.
Men jeg har tillyst dette møde for at holde
et foredrag, Peter!
Byfogden.
Badelægens foredrag turde muligens gi’ an‐
ledning til divergerende opinionsytringer.
Flere stemmer
(fra mængden). En ordstyrer! En dirigent!
Hovstad.
Den almene borgervilje synes at kræve en
ordstyrer.
Doktor Stockmann
(behersket). Nu godt og vel; lad borgerviljen få sin
vilje da.
Aslaksen.
Skulde ikke herr byfogden ville påtage sig
det hverv? s. 141
Tre herrer
(klapper). Bravo! Bravo!
Byfogden.
Af flere let forstålige grunde må jeg undslå
mig. Men heldigvis har vi i vor midte en mand, som jeg tror alle kan akceptere. Jeg sigter til formanden i husejerforeningen, herr bogtrykker Aslaksen.
Mange stemmer.
Ja, ja! Aslaksen leve! Hurra for Aslaksen!
Doktor Stockmann
(tar sit manuskript og går ned fra forhøjningen).
Aslaksen.
Når mine medborgeres tillid kalder mig, så
skal jeg ikke være uvillig – (Håndklap og bifaldsråb. Aslaksen stiger op på forhøjningen.)
Billing
(skriver). Altså – «herr bogtrykker Aslaksen valgt
med akklamation –» [Page truncated to keep GeezerVison snappy.] | |||||||||||||||
| You are visitor 01402639 — GeezerVison does not store the pages you look up. Best viewed with Netscape Navigator 4.7 or Internet Explorer 6 at 800×600. No cookies required. | |||||||||||||||